En dør på børne- og ungdomspsykiatrisk afsnit B 204 har sat sig fast. Det lyder banalt, men er det så langtfra. En pige på 16 år skal om få minutter overflyttes hertil fra et andet afsnit i samme gule etplans murstensbygning. Hun er hidsig, råber, gider ikke røre sig ud af flækken og vil hellere ud at drikke noget vodka.
»Jeg vil bare dø«, har hun sagt til personalet ovre på naboafsnittet, hvor de ikke længere er trygge ved at have hende. Men nu har en dør altså sat sig fast. Mere præcis er der tale om den ene del af et sæt dobbeltdøre, man skal igennem for at komme herind. Over telefonen er der tilkaldt teknisk assistance. En mand ligger på knæ og roder med værktøj for at løse problemet. Det haster.
Det er midt på dagen, de kan komme med pigen hvert øjeblik, og hvis hun som frygtet ikke vil gå med frivilligt, vil personalet på lægens ordre løfte hende op på en hospitalsseng og spænde bælter og remme omkring hendes mave, håndled og ankler og køre pigen de få meter ned ad gangen og ind gennem dobbeltdørene til B 204, hvor hovedstadens mest behandlingskrævende psykiatriske patienter i teenagealderen er indlagt. En seng med en fastspændt pige er for bred til at komme ind, medmindre dobbeltdøren til den lukkede verden åbner sig på vid gab for at tage imod. Så manden på gulvet har travlt. Han hiver i døren.
Men lige nu håber alle bare, at det lykkes naboerne at få pigen til at gå frivilligt med. Pigen har brug for en god start på sit ophold på B 204, og en rullende overflytning med udsigt til loftet er alt andet end det. Få ting vil være mere ydmygende for hende end at begynde sit ophold her i liggende position. Det kan kæntre behandlingen fra dag et.
