Drengene på B 204 er næsten usynlige og uhørlige. Mens pigerne ofte sidder i dagligstuen og taler med hinanden, hækler og fyrer drillende vittigheder af mod personalet (»har du fået lavet alle dine tatoveringer, da du var fuld?«), holder afsnittets tre indlagte drenge sig for sig selv. De er alle blege.
En af dem sidder tit alene i sofaen med hætten fra trøjen trukket op om hovedet. Han bladrer med fjernbetjeningen rundt mellem kanalerne og stopper ved et naturprogram på DR, hvor en mængde røde kæmpekrabber vandrer hen over havbunden. Når han går tur i haven, taler han lavmælt med sin foretrukne sygeplejerske, han bryder sig ikke om at tale med andre. Svarer med enstavelsesord, når nogen henvender sig til ham.
En anden dreng giver ikke hånd, siger han, da vi har spillet en bordtennisdouble i dagligstuen, og jeg vil sige tak for kampen. Det er frygten for bakterier. Den får ham også til at trække ærmet ud over hånden, når han åbner døren ind til sin stue, hvor han opholder sig det meste af dagen. Afvisningen af håndtrykket er alt, hvad jeg hører ham sige i den uge, jeg er på afsnittet. Når han ikke er på sit værelse, sidder han alene i dagligstuen og lægger puslespil. Gerne det med allerflest brikker, 1.500 styk. Han er fordybet i sin aktivitet, leder efter kanter og finder dem, hvor almindelige øjne blot ser ensartet masse. Man skal ikke tage fejl af ham, siger en sosu-assistent på et af personalets daglige møder, hvor patienterne bliver gennemgået. Selv om han ikke siger noget, registrerer han alt, der sker omkring ham. Han smiler på de rigtige tidspunkter, når andre siger noget sjovt. Hvor han udefra set kan virke ensom, er han i ’miljøet’, som det hedder, del af et fællesskab. På sin egen måde.
Den tredje dreng på afsnittet hedder Emil. Han har inden min ankomst givet udtryk for, at han godt vil tale med mig om sine oplevelser i psykiatrien. Det skal foregå inde på hans stue, hvor han føler sig tryg. Han kommer meget sjældent ud derfra. Jeg ser ham en enkelt gang i dagligstuen, hvor det går op for mig, hvad der også kan ske, når man har tilbragt omkring en femtedel af sin tilværelse på psykiatriske afdelinger: Man kan blive ret god til bordtennis. Emil spiller med Frederik Hjuler, der er sygeplejerske. Han har et godt tag på drengene, viser det sig. Det er ham, der lokker Emil ud i fællesmiljøet til en udmarvende tresætskamp. Bolden suser over nettet, der er fuld skrue i hver eneste serv, de smasher og returnerer, redder i sidste øjeblik en truende tabt bold med et vinderslag trukket dybt nedefra. Frederik Hjuler sveder, Emil virker rolig og upåvirket, men når han vinder en svær duel, kommer hans tandsæt et kort øjeblik til syne, og han strækker sig mod loftet i et kort og afmålt øjeblik af nydelse og eufori.
