At være en flue på væggen er et ædelt ideal blandt journalister. Vi skal betragte verden og formidle det, vi opfatter, så nøgternt og objektivt som muligt. Men hvad nu, hvis vores blotte tilstedeværelse ændrer den virkelighed, vi godt vil give et indblik i? Hvad stiller man så op?
Tanken melder sig, da jeg ankommer til børne- og ungdomspsykiatrisk afsnit B 204 på min første dag og lægger mærke til, at flere af de unge gemmer hovederne i hættetrøjer, så jeg knap kan se deres ansigter. Jeg er en fremmed på deres enemærker.
Og tanken tager en drejning, da jeg en eftermiddag gør klar til at spise en lakridskugle med chili i såkaldt vindstyrke 15, mens teenager Laura fotograferer, og psykolog Helle optager video af min nedsmeltning. Nu er jeg velkommen.
Det lyder måske afsindigt, men der er mening med galskaben, og for at forstå den begynder vi klokken halv to samme dag til undervisning i følelsesregulering. En gang om ugen har de indlagte unge på afsnittet mulighed for at deltage i en halv times undervisning for at blive klogere på, hvorfor de reagerer, som de gør, i bestemte situationer, hvilke følelser der er på spil, og hvad man kan gøre for at skrue op og ned for dem.
