Kun en smal sprække lys får lov at sive ind på Tildes stue her på afsnit B 204, hvor hun har været indlagt samlet mere end et år. Det er ellers en fin og lun vinterdag udenfor, hvor solens stråler fortrænger skydækket, og træer og buske får lange skygger. Men alt det ser Tilde ikke. Hun har trukket det grå rullegardin helt ned, så det dækker vinduet ud mod afsnittets grønne gårdhave. Kunstigt lys forhindrer, at vi sidder i mørke.
»Jeg kan bedst lide det sådan«, fortæller den 16-årige pige. Hun sidder i sin seng, det mørke hår er samlet i en hestehale, hendes øjne er trukket lidt tilbage, som om hun betragter verden lidt på afstand og ikke altid er en del af den samme virkelighed som alle andre. Sådan kan hun godt have det.
»Nogle gange har jeg en idé om, at der står nogen og kigger på mig udefra. Det hjælper mig, når gardinet er trukket ned, for så ved jeg, at hvis der står nogen derude, kan de i hvert fald ikke se mig«, siger Tilde.
Når du tænker, at nogen kigger, kan du så i dit hoved sige: Jeg forestiller mig, det er sådan, men en del af mig ved, at sådan er det nok ikke? Eller kan du godt være 100 procent overbevist om, at nogen holder øje med dig?
