Det virker som en rolig dag på B 204. Hvis man kommer med en forventning om blå blink, råb og kaos konstant, bliver man overrasket. Nogle dage og perioder kan godt være dramatiske, og hvis først en patient har det dårligt og for eksempel snitter sig selv i armen, kan det sprede sig. En dominobrik vælter sjældent alene. I øjeblikket er de fleste af de unge velbehandlede, som det hedder. Men efter frokost sker der noget. Sofie sidder i sofaen og ryster. Alle omkring hende er musestille.
»Hvorfor fuck kan min hjerne ikke bare være i orden«, siger hun.
Min dag er begyndt på afdelingssygeplejerske Annika Rasmussens kontor. Hun er venlig, smilende og bestemt. Hun er den, som siger »fokus«, hvis personalets daglige møder udvikler sig til sniksnak. Det er dag nummer 2 af mit ugelange besøg på børne- og ungdomspsykiatrisk afsnit B 204 i Glostrup, hvor jeg er inviteret til i ord og billeder at lave en fortælling om hverdagen. Nu vil lederen lige vende noget med mig. Det handler om det lille kamera, jeg bærer over skulderen under mit ophold.
»Vi er nødt til at tale om det med fotografierne«, siger hun.
