Der er registreret 243 nye tilfælde af smitte med coronavirus i Danmark det seneste døgn. Antal indlagte falder med en. Ingen er døde. Det oplyser Sundhedsstyrelsen tirsdag.
Antallet af indlagte falder med én til 28. Der er stadig tre, der ligger på intensivafdeling og én af dem, der ligger i respirator.
Siden mandag er der blevet testet 35.478 personer.
Smitten er overalt i København: »Hvis der f.eks. var en stor koncentration på Østerbro, så havde vi sagt det«De nye smittede kommer i en periode, hvor smittetallet har været stigende.
Derfor har sundhedsmyndighederne indført nye restriktioner for at begrænse smitten i 18 kommuner. 17 i hovedstadsområdet samt Odense.
Her skal barer og restauranter - som ellers havde fået lov til at holde åbent til klokken 02 - nu lukke klokken 24.
Forsamlingsforbuddet sænkes også fra 100 til 50 i disse kommuner.
Virolog: Der går lidt tid, før vi kan se effekten
Professor i virologi ved Aarhus Universitet Søren Riis Paludan vurderer, at der vil gå halvanden til to uger, før vi kan se effekten af de restriktioner, som sundhedsmyndighederne mandag pålagde de 18 kommuner.
»Vi skal igennem inkubationstid, og at folk smitter videre til den næste person«, siger han.
Inkubationstiden beskriver den tid, der går, fra at folk bliver smittet med en sygdom, til de begynder at udvise symptomer.
Selv om tallene igen er høje, siger Søren Riis Paludan, at der ikke umiddelbart er nogen tegn på en eksponentiel stigning, hvor antallet af smittede fordobles på kort tid.
»Vi ser heller ikke nogen stigning i antallet af indlagte. Det kan vi dog måske opleve om nogle uger«.
»Den sidste del, vi skal holde øje med, er, om flere smittede også fører til flere kritisk syge og i værste fald dødsfald. Det er jo det, vi ultimativt er bekymrede for«, siger Søren Riis Paludan.
På grund af tekniske problemer hos Statens Serum Institut er der tirsdag eftermiddag ikke umiddelbart blevet offentliggjort data om, hvordan de nye smittetilfælde er fordelt geografisk.
ritzau
fortsæt med at læse




























