Prøv at tage en dyb indånding og spole tiden frem til en lørdag i september. Du vågner, smutter en tur i svømmehallen, og efter 25 baners bryst i nogenlunde acceptabel stil slutter du formiddagen af med tidlig frokost med familien på en lokal café. Du støder tilfældigt ind i nogle gamle venner på den travle, solbeskinnede gade. I aftaler at spise noget mad hos dig om aftenen, det bliver festligt, du danser og skråler med lyst sind gennem natten på en klub i indre by. Næste morgen vågner du med tømmermænd, men det er lige meget, for vennerne har det på samme måde. I går en stor flok i biffen, du får et grineflip, og måske falder du kortvarigt i søvn i mørket.
Corona fylder ikke det store længere. I taler om epidemien i datid. Du er ikke bange for at blive smittet, du er ikke bange for at smitte andre. Alt er trygt og godt. Du er vaccineret og har en håndfuld gange gennem weekenden vist dit coronapas frem på telefonen som bevis på, at du har fået dine stik. Om aftenen flader du ud i sofaen med ægtefælle og unger, mens I på laptoppen finder en ret lille græsk ø, hvor I skal varmes igennem i skolernes efterårsferie.
