Yderligere 982 personer er bekræftet smittet med coronavirus i Danmark. Det viser torsdagens smittetal fra Statens Serum Institut (SSI).
»Det er forbavsende stabilt, vi ligger omkring de 1000 om dagen. Det må være Delta-varianten, der spreder sig blandt de unge«, siger Torben Mogensen, der er formand for Lungeforeningen.
Det er især de yngste borgere, der står for smitten i øjeblikket.
Af SSI’s opgørelse fremgår det, at der er fundet 1780 smittetilfælde blandt de 10-19-årige i de seneste syv dage og 1389 tilfælde blandt de 0-9-årige i samme periode.
Det seneste døgn er der sket 31 nye indlæggelser af smittede. Alligevel falder det samlede antal indlagte, som er smittet, med 6 til 127.
»Jeg lægger mærke til, at antallet af indlagte er faldet en lille smule, og det vil sige, at på trods af, at vi har så højt et smittetal, så har vi ikke pres på hospitalsvæsnet«, siger Torben Mogensen.
Faldet i antallet af indlagte skyldes, at smittede kan være blevet udskrevet. Samtidig er to smittede afgået ved døden, viser tallene.
Det vides dog ikke, om de har været indlagt på hospitalet, og om det derfor har en betydning for, hvor mange der er indlagt med covid-19.
Antallet af nye coronatilfælde er fundet i 82.076 prøver, hvilket svarer til, at 1,20 procent af dem har været positive.
Tallet kendes også som positivprocenten og er inden for skiven af, hvad der dagligt har været i august. Her har det været mellem 1,18 og 1,90 procent.
Det seneste døgn har 4.855 personer påbegyndt vaccination, mens 18.648 har færdiggjort deres vaccinationsforløb.
»Vaccinationstempoet er ikke det bedste, og man kunne godt håbe, at det kom lidt op«, siger Torben Mogensen.
I alt er 4.109.403 af borgerne i Danmark færdigvaccineret - svarende til 70,2 procent af befolkningen.
Alle over 12 år kan blive vaccineret i Danmark.
Opdateres
ritzau
fortsæt med at læse




























