Det var endnu en af de dage, hvor Alberte Thygesen var taget på arbejde i vuggestuen, selv om hun havde ondt i hovedet.
Dagene med hovedpine var blevet flere og flere på det seneste, og hun havde kort forinden for første gang talt med sin læge om det, selv om hun jævnligt havde haft hovedpine i flere år. Nu var det bare blevet oftere.
Lægen havde opfordret hende til at føre en såkaldt hovedpinedagbog, så de sammen kunne få overblik over, hvor ofte hun havde ondt, hvor længe det varede, og hvad der eventuelt kunne være skyld i, at hun var begyndt at døje med den dunkende smerte så tit.
Den morgen havde hun så sat et kryds mere i hovedpinedagbogen. Hun havde overvejet at melde sig syg og blive hjemme, men hun havde allerede haft en del sygedage på grund af hovedpinen, og det kunne jo ikke blive ved. Det var for pinligt at melde sig syg igen, igen, igen. Og hun vidste også, det gik ud over kollegerne, hver gang hun meldte sig syg. Derfor slæbte hun sig derhen – også fordi hun bare så gerne ville af sted. Hun var vild med jobbet.
