Jeg hedder Karen, er 21 år og har boet på Amager hele mit liv. Jeg er i gang med tredje semester på jura på Københavns Universitet og er kampagneleder for Venstres Morten Løkkegaard op til kommunalvalget. Hvis jeg er lidt hæs, er det, fordi jeg lige har været til landsmøde i Venstre, som jeg er medlem af.
Jeg har tidligere været aktiv i ungdomspolitik, nu er jeg i landsbestyrelsen for Sind Ungdom. Under en debat på Statens Museum for Kunst om corona talte alle partilederne om alt det, de ville gøre for unge med dårlig mental sundhed. Jeg var ved at eksplodere. Jeg var rasende over, at der ingen grænser er for, hvad politikerne vil gøre, når mange har det skidt. Så er det pludselig den vigtigste sag. Jeg vidste bare, at folk er fucking ligeglade, når vi bevæger os videre. Det var frustrerende, jeg skrev et tweet, jeg kom med i Sind og håber, at jeg kan hjælpe andre, der har det svært.
Jeg var omkring 15, da jeg fik det skidt. Tror, det hang sammen med, at jeg var pårørende til en, som var truet af selvmord, og jeg påtog mig et kæmpe ansvar. Mine forældre blev skilt, livet var ingen dans på roser. Jeg var vred, flyttede hjemmefra som 18-årig og stod for alt selv. Jeg ville ikke være til besvær. Vi havde mange sammenstød.
Jeg fik det gradvist dårligere. Enten var jeg i mine følelsers vold og ked. Eller også mærkede jeg ingenting og levede i en grå boble. Det var skrækkeligt. Jeg husker ikke så meget fra den periode. Andet end at jeg havde angstanfald, hvor jeg rystede og følte mig hæmmet i min hverdag.
