Statens Serum Institut (SSI) holder øje med den nye coronavariant B.1.1.529, der er opdaget i Sydafrika.
Seruminstituttet er dog for nuværende ikke bekymret for varianten, fortæller overlæge Anders Fomsgaard.
»Vi ved for lidt om den til at vide, om den giver problemer med spredning eller for vacciner. Det er for tidligt«, siger han.
Verdenssundhedsorganisationen (WHO) har fredag indkaldt til et møde, hvor den nye variant er på dagsordenen.
Her skal der ses på, om varianten skal have betegnelsen VOC - variant of concern - og altså kategoriseres som en bekymrende variant.
Mange mutationer
Coronavarianter benævnes med bogstaver fra det græske alfabet. Ny er det næste ledige bogstav ifølge Anders Fomsgaard. Det er det trettende bogstav i det græske alfabet.
Selv om SSI altså ikke er bekymret for varianten, er det dog en, som der bliver holdt øje med, siger overlægen.
»Den har så mange mutationer i det vigtige spike-protein, at det må være banerekord. Derfor er vi selvfølgelig meget opmærksomme«, siger han.
»Det betyder, at den har ændret sit vigtige overfladeprotein ret meget i forhold til dem, vi kender i forvejen«.
»Det kunne give konsekvenser i form af øget spredning og antistoffølsomhed«, lyder det fra overlægen fra SSI.
ritzau
fortsæt med at læse




























