Et tredje stik med en coronavaccine er ikke godkendt til børn og unge under 18 år. Nogle forældre omgår det.

Teenagere får tredje vaccinestik i strid med anbefalinger

Foto: Finn Frandsen
Foto: Finn Frandsen
Lyt til artiklen

Nogle forældre forsøger i disse dage at få deres børn under 18 år vaccineret mod coronavirus med et tredje stik. For eksempel hvis de har bestilt skiferie. Og det lykkes angiveligt for nogle. Også selv om det er imod retningslinjerne fra både Sundhedsstyrelsen og anbefalingerne fra Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA), skriver TV Syd.

Som det er nu, er det kun personer over 18 år, som kan få et tredje vaccinestik. Er man barn eller ung, bliver man først inviteret den første dag i den måned man fylder 18 år.

TV Syd henviser til flere facebookgrupper, hvor forældre deler, at de har fået deres børn under 18 år vaccineret, inden de er blevet indkaldt. Flere personer spørger ifølge TV Syd specifikt ind til emnet, fordi de skal på skiferie. For eksempel til Østrig hvor det er et krav, at man skal have tre stik. Andre fortæller, at de har haft held med at tage deres børn med til en praktiserende læge eller et vaccinationscenter for at få tredje stik.

Vaccinationsstyregruppen i Sundhedsstyrelsen er blevet opmærksom på tendensen. Derfor har styrelsen sendt en påmindelse ud til alle regioner med opfordring om at indskærpe Sundhedsstyrelsens anbefalinger over for vaccinationsstederne.

»Det er meget simpelt. Vi anbefaler ikke at vaccinere børn og unge under 18 år«, skriver styrelsen i et skriftligt svar til TV Syd.

»I Sundhedsstyrelsens vaccinationsstyregruppe er man blevet opmærksom på, at det foregår nogle steder. Derfor har vi sendt et brev til regionerne om at bede deres ansatte om at minde dem om, at det ikke er Sundhedsstyrelsens anbefalinger«, lyder det videre fra Sundhedsstyrelsen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her