Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

På 34 år er voksne mænd blevet 2,8 centimeter højere og 9,4 kilo tungere. For kvinder er det 1,6 og 9,1.

Mænd og kvinder bliver stadig højere og fyldigere

Foto: Peter Hove Olesen
Foto: Peter Hove Olesen
Lyt til artiklen

De seneste 34 år har danske mænd og kvinder fået flere centimeter i toppen og flere kilo på sidebenene. Voksne mænd i Danmark er i gennemsnit blevet 2,8 centimeter højere og 9,4 kilo tungere. For voksne kvinder er det 1,6 centimeter og 9,1 kilo i samme periode, viser resultater fra befolkningsundersøgelserne Danskernes Sundhed og Sundheds-og sygelighedsundersøgelserne.

Statens Institut for Folkesundhed på Syddansk Universitet har siden 1987 indsamlet data om borgernes vægt og højde hvert fjerde år. Ifølge forskningschef Anne Illemann Christensen skal forklaringen på den stigende gennemsnitshøjde findes i bedre ernæring.

»Det gælder for fosteret i morens mave, men også gennem opvæksten. Vi har målt i over 30 år, men ser man endnu længere tilbage, er højden steget gennem mange år, og ernæringsforholdene er generelt blevet bedre. Ernæring skal også ses i sammenhæng med, at vi får mad nok. For mange år siden var der nogle, der sultede, men gradvis blev alle mætte og fik mad nok, ligesom sammensætningen af mad blev bedre og bedre«, forklarer hun.

Stigende vægt bekymrer

Mens en voksen mand i 1987 i gennemsnit vejede 77 kilo, viser vægten nu 86,4 kilo. I højden er den gennemsnitlige mand vokset fra 177,4 centimeter i 1987 til 180,2 centimeter i dag. For kvinderne er gennemsnitsvægten steget fra 62,3 til 71,4 kilo, mens gennemsnitshøjden er steget fra 165,1 til 166,7 centimeter.

Anne Illemann Christensen ser det som positivt, at fejlernæring ikke længere spænder ben for, at vi bliver højere. Høje mennesker kan været plaget af rygproblemer, men ellers er der ikke som sådan noget i vejen for, at gennemsnitshøjden stiger, forklarer hun.

Men vægten bekymrer forskningschefen:

»Man skal se det i sammenhæng med udviklingen i højde. Vægten er ikke steget proportionalt med udviklingen i højden, især blandt kvinder. Det er mere problematisk, fordi det medfører, at flere er blevet overvægtige. Det øger risikoen for en række livsstilssygdomme som hjerte-kar-sygdomme og type 2-diabetes«.

Forklaringen skal findes i en række både individuelle og samfundsmæssige faktorer. For eksempel billig og usund mad, for lidt motion og for meget stillesiddende arbejde. Med til historien hører, at det er de adspurgte i undersøgelsen, der selv har rapporteret data.

Anne Illemann Christensen siger, at man ved, at mænd ofte mener, at de er højere, end de reelt er, mens kvinder har tendens til at undervurdere, hvad de vejer.

»Men data er indsamlet på samme måde alle år, så er der en fejlkilde, er den systematisk og har ikke betydning for konklusionen«.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her