Reformer, reformer, reformer lyder det i disse dage, hvor en ny regering skal dannes. Kan man blive enig om reformer, så flere kommer i arbejde? Så vi bliver rigere og mere konkurrencedygtige? Så vi kan bevare og forbedre velfærdssamfundet? Det kan man måske, men der mangler en sundhedsvinkel, når vi taler om at fastholde mennesker i job og reducere antallet, der står uden for arbejdsmarkedet. Der er behov for fokus på nedslidning og tidlig aldring.
Vi har vænnet os til, at vi kommer ind på arbejdsmarkedet, og så bliver vi slidt ned. Nedslidningen betyder hyppige sygemeldinger, indtil man til sidst falder ud af arbejdsmarkedet. Men nedslidning er ikke et biologisk fænomen. Kunne vi afskaffe nedslidningen, kunne flere blive på arbejdsmarkedet. I stedet har lappeløsninger gjort deres indtog med differentieret pensionsalder, et initiativ, der delte vandene og blev kaldt både sympatisk og økonomisk uansvarligt.




























