Jeg er enormt god til at få dårlig samvittighed. Ser jeg en politibil, tænker jeg straks på, hvad jeg mon har gjort galt. Værre er det, at jeg også får skudt i skoene, at jeg som sundhedsmissionær giver andre dårlig samvittighed. Derfor sagde jeg engang, da jeg holdt foredrag, at jeg var bekymret for at give borgerne skyld, hvorefter en præst rejste sig og sagde: Glem det, den dårlige samvittighed skal vi nok tage os af.
Det er da også en absurd idé at påtage sig skyld for andres dårlige samvittighed af den type, der opstår, når vi ikke lever op til de mål, vi selv har sat os. Et videnskabeligt studie undersøgte, hvad der udløste dårlig samvittighed hos 604 voksne mænd og kvinder med en gennemsnitsalder på 45 år. At fortælle løgne efterfulgt af »ikke bruge (nok) tid med familien« var de hyppigste og meget genkendelige årsager til skyldfølelse.


























