Jeg følger med spænding, om totimers drømmegrænsen for et maratonløb en dag bliver brudt ved en godkendt konkurrence. Jeg elsker også historien om lægen sir Roger Bannister, der i 1954 brød 4-minutters barrieren for en engelsk mil (1.609,3 m). Det er fascinerende, når menneskekroppen sætter nye rekorder. Men i et sundhedsperspektiv er jeg først og fremmest begejstret for de store folkeløb.
Jeg kom selv sent i gang med at løbe. Mine venner kaldte mig kropsdoven. Jeg havde beskæftiget mig med muskler og fysisk aktivitet i mange år, altså i teorien. Langsomt, men sikkert skete der så det, at jeg blev overbevist af data. Den overvældende evidens for effekten af fysisk aktivitet på helbredet påvirkede mig. Jeg er ikke til sport, men jeg kunne vel sætte det ene ben foran det andet, så jeg begyndte at løbe. Jeg kunne i begyndelsen end ikke klare en enkelt kilometer. Men jeg fortsatte. En dag løb jeg 5 kilometer, derefter et halvmaraton, og så hoppede jeg på en af ’Marathon Travel’-busserne mod Berlin. Da jeg løb i mål under Brandenburger Tor omgivet af jublende tilskuere og med Freddies Mercurys intense ’We are the Champions’ gjaldende ud af højtalerne, følte jeg mig mere i live end nogensinde. Jeg græd af glæde, da jeg fik medaljen om halsen.
