Giver et par uger med sol og frisk luft et boost til immunsystemet?
Marie: Vi er en familie på 2 børn og 2 voksne. Vi havde ualmindeligt mange sygedage i december og januar, vist som mange andre børnefamilier. I februar var vi heldige at kunne rejse til varmen i et par uger. Siden vi er kommet hjem fra ferie, har vi været friske, på trods af at vi har været omringet af familie og skolekammerater med halsbetændelse, feber m.m. Giver sådan et par uger med sol og masser af frisk frugt et boost af immunsystemet?
Bente Klarlund Pedersen: I har haft en periode i familien, hvor I har smittet hinanden gentagne gange med flere infektioner. Efter en infektion kan immunsystemet være svækket i dage til uger, og man får derfor nemt en ny infektion.



























