Denne tidlige lørdag morgen tilbagelægger jeg endnu en gang verdens smukkeste kystrute fra Gudhjem til Helligdomsklipperne. Anemoner, hulrodet lærkespore og ramsløg vælder frem. De hvide træer står smukt mod den blå himmel. Fuglene kvidrer. Jeg ved det godt. Klicheerne står i kø, når jeg skal udtrykke min glæde over farver, dufte, lys og lyd. Det er det smukkeste forår nogensinde, og inden længe er dagene så lange, at solen ikke bare vil stå op af havet, men gå ned i havet.
Og så er det, at jeg bliver grebet af vemod. For foråret vil jo ikke vare ved. Snart vil træerne springe helt ud, og skovbunden vil visne. Dagene bliver længere og længere, men det betyder også, at der er kortere og kortere tid til sankthans, som er selve billedet på den melankoli, der ligger i, at den mørke tid igen er på vej.
