Jeg husker den sensommer, hvor jeg havde forvildet mig ind på et morgenyogahold i Ebeltoft. Jeg kan vel nok ligge på ryggen på en madras og meditere lidt, trække vejret helt ned i maven og lytte til hippiemusik, tænkte jeg, mens jeg for mit indre luftede mine fordomme: De er garanteret veganere hele bundtet, har opnået dybe erkendelser og lider af ubetinget kærlighed til hele verden.
Nå, der så man så lige mig ligge på gulvet sammen med en gruppe (mest) kvinder i alle aldre. Og jeg kunne overhovedet ikke følge med. Øvelserne krævede en styrke og smidighed, som min stive løbekrop slet ikke var i besiddelse af. Da sessionen var ovre, lå jeg fuldstændigt udmattet, mens den dygtige, søde og meget kompetente yogalærer smilende sagde, at hun ikke tidligere havde mødt en så yogatrængende elev.
