Jørgen: Nu er der Tour de France igen, og hvor de fleste af os er nødt til at tænke på, at vi ikke indtager for mange kalorier, så må det i sagens natur være et problem for rytterne at få nok indenbords. Hvor meget har de brug for? Og hvad gør et glukose-insulin-drop helt præcist? Og hvad mener du om det?
Bente Klarlund Pedersen: Dette spørgsmål har læsere også tidligere bragt op, når Tour de France løber af stablen, men jeg gentager gerne nogle af pointerne. Hvor en almindelig aktiv dansk mand typisk har brug for 2.500 kalorier per dag, skal en rytter i Tour de France have mindst 5.000 kalorier på fladt terræn og mindst 8.000 kalorier i bjergene. Rytterne spiser en del, mens de sidder på cyklen. Men spørgsmålet er, om de kan nå at indtage og ikke mindst optage tilstrækkeligt med kalorier mellem bjergetaperne.




























