Mange unge, især piger, har det svært. Alt for mange er ikke veltilpasse i livet, og de er ofte kede af det. Har du brækket anklen, kan en dygtig kirurg få dig på benene igen. Har du diabetes, kan medicin, motion og sund kost gøre en forskel. Har du problemer med lungerne, kan rygeophør ofte afhjælpe symptomerne.
Men så enkelt er det ikke, hvis du har ondt i livet. Der findes ikke en hurtig opskrift på, hvordan unge eller alle andre, der kæmper med mistrivsel, får det bedre. Du kan ikke tage en pille, en mental Wegovy-sprøjte eller en anden form for quickfix. Det har ikke mening at sige til politikerne: »Gå hen, og gør sådan og sådan, og så er den ged barberet«. Og det er frustrerende. Men stille og roligt bliver forskerne trods alt klogere på, hvad der skal til for at afhjælpe de komplicerede årsager til unges mistrivsel.




























