For nylig deltog jeg i en bisættelse af et ungt menneske, der mistede livet på et splitsekund. Det var ufatteligt, uvirkeligt og uendelig sørgeligt. Alligevel var det en smuk dag. For der herskede ingen tvivl om, at vi her tog afsked med et menneske, der var højt elsket og havde levet sit unge liv med stor appetit. Ikke kun sorgen, men også kærligheden gennemstrømmede de mange, der var samlet for at tage afsked. Og så var det, jeg huskede Søren Ulrik Thomsens vidunderlige langdigt ’Det værste og det bedste’.
Det værste er for eksempel svigt, forfængelighed, naragtighed, hævntørst, had og ondskab, mens vi blandt det bedste finder kærlighed, omsorg, tryghed og skønhed. Det bedste for mig i Søren Ulrik Thomsens digt er der, hvor han skriver: »At der hele tiden har været lidt mere af ’det bedste’ end af ’det værste’, er bedst«.
