Vi spiste på en thairestaurant i Lille Istedgade. Det er et hemmeligt sted, hvor man en helt almindelig hverdagsaften er nødt til at bestille bord. Allerede efter nogle uhyre velsmagende forårsruller og spyd var jeg mæt. Vi havde bestilt to hovedretter, én til hver. Det smagte fantastisk, men portionerne var store, og vi kunne umuligt spise op. Gæsterne ved nabobordet kiggede på vores fyldte fade og spurgte bekymret: Smager det ikke godt? Og jo, det gjorde det i den grad. Der var bare rigtig meget af det. Vi blev særdeles positivt overraskede, da tjeneren som den naturligste ting i verden arrangerede vores ’rester’ i tjekkede doggybags. Vi havde mad til endnu to dage.
Jeg har det med at være bekymret for, at der ikke er mad nok, når vi mødes til den ugentlige familiemiddag. Derfor laver jeg ret store portioner. Men jeg glæder mig over, at der ikke går så meget som et riskorn til spilde. For mens mine store børn efter middagen fortsætter snakken og betroelserne i køkkenet om det, der optager dem lige nu, så fylder de ikke bare opvaskemaskinen, men også deres doggybags og fordeler middagsresterne til madpakker til børnene og til næste dags middag.
