Regitse Jensen giver sushibakken en tur under hanen, før hun putter den i plastikcontaineren i sin gård. Hun går gerne en lille omvej for at aflevere sine batterier i en genbrugsbeholder. Og aviser og ugeblade kunne hun aldrig drømme om at smide i affaldsskakten med brandbart affald, selv om den er lige ved siden af hendes dør på 1. sal i Søborg. Kort sagt gør hun sit allerbedste for at genbruge alt, hun kan. For miljøets skyld.
»Groft sagt prøver jeg at redde Jorden, og jeg ville ønske, at alle andre gjorde det samme. Jeg tror ikke på, at vi har langt igen, hvis vi ikke ændrer måden, vi bruger vores ressourcer på. Selv om jeg ikke har fået børn, er jeg bevidst om, at der kommer generationer efter os«, siger hun.



























