Spørgsmål fra læser Steen Pedersen
Vi har været på bjergvandring i sommerferien og kom til at diskutere, hvorfor højderne er en fordel for sprinterne, mens det modsatte gælder ved lange distancer. Ved hvilken distance ændres den høje højde fra at være en fordel til det modsatte?
Svar
I 1968 blev de olympiske lege afholdt i 2.200 meters højde i Mexico City. Der blev sat 34 verdensrekorder og 38 olympiske rekorder i den tynde luft. Mange kan huske Bob Beamon fra USA, der sprang 8,90 m i længdespring og dermed slog den tidligere rekord med hele 55 cm. Den tynde luft var også en fordel for løberne på de korte distancer. Amerikanerne Jim Hines og Lee Evans satte verdensrekorder i 100 m og 400 m løb. Der var tale om rekorder, der holdt i mange, mange år.
LÆS BREVKASSE Klarlunds brevkasse: Hvorfor løber min nabo hurtigere?
Mens længdespringere og sprintere brillerer i den tynde luft, er det hårdt for langdistanceløberne. De bedste maratontider var ca. 10 minutter langsommere i Mexico City sammenlignet med tider ved havniveau. Et væsentligt problem ved at løbe langt i højderne er mangel på ilt til de arbejdende muskler.
Løbehastigheden ved distancer mellem 60 og 200 m er altid hurtigere i højderne sammenlignet med præstationer ved havniveau. Jo højere, desto større fart. For sprinterne er luftmodstanden en væsentlig faktor. Luftmodstanden aftager i den tynde luft og forklarer de høje løbehastigheder ved de korte distancer. Hastighederne på distancer op til 400 m øges progressivt ved tiltagende højde indtil 3.000 m, hvorefter fordelen ved højden aftager. Ved distancer på 800 m eller derover falder præstationerne med stigende højde.
Bente Klarlund Pedersen
