Spørgsmål fra læser JE:
Jeg nyder hver morgen en skål havregryn med rosiner og mandler, som jeg rister på panden. Det er som oftest svært at undgå, at især mandlerne bliver mørkebrune og sommetider en lille smule sorte.
Kan ristet gryn og nødder være kræftfremkaldende på lang sigt?
Svar:
Du er formentlig bekymret, fordi du har hørt om de såkaldte polycycliske aromatiske hydrocarboner, også kaldet PAH, eller tjærestoffer.
Vigtige kilder til miljøforurening med PAH er røg fra boligopvarmning med kul, olie og træ samt udstødningsgasser fra biler. Hertil kommer f.eks. udledning fra kraft-varme-værker og affaldsforbrændingsanlæg. Endelig kan tobaksrøg være en betragtelig kilde til PAH.
LÆS OGSÅ Klarlund: Rødvin kan værne mod åreforkalkning og sukkersyge
Interessen for PAH har indtil nu været størst i forbindelse med luftforurening, men PAH kan også dannes ved madlavning, specielt ved grillstegning og røgning. Det skønnes, at indtagelse af PAH fra fødevarer let kan være mere end 10 gange så stor som det, vi optager fra luften. Undersøgelser med dyr viser, at flere af PAH-forbindelserne kan påvirke immunsystemet og være kræftfremkaldende.
Man mindsker indtaget af PAH ved at følge Fødevarestyrelsens særlige råd om stegning: Undgå at overstege: Steg ved lav temperatur, undgå hård stegning og brankning. Brug ikke stegefedtet som dyppelse eller i sovsen. Kog mere, steg mindre og brug gerne mikrobølgeovn. Grill med omtanke.




























