Spørgsmål fra læser Inger Spiro:
Hvad gør vi nu, efter at Kontant (på DR 1, red.) har afsløret, at stort set alle mærker af fiskeoliekapsler indeholder fordærvet harsk fiskeolie, som ringe/ingen virkning, i værste fald kun skadelig virkning, har?
Kan man spise chiafrø, som skulle være en god vegetabilsk kilde til omega 3? Skal de i så fald knuses?
Er der et produkt, du kunne foreslå for at få den livsvigtige omega 3-olie?
Svar:
Fiskeolie indeholder flerumættede omega 3-fedtsyrer (n-3 fedtsyrer), som har været tillagt en positiv effekt på hjertet. Det er rapporteret, at fiskeolie er godt for blodtrykket, modvirker dannelse af blodpropper, regulerer hjerterytmen og kan forebygge pludselig død. Det er årsagen til, at man har anbefalet hjertepatienter at spise fisk eller tage fiskeoliekapsler.
LÆS OGSÅ Klarlund: Fiskeolie i den rigtige mængde kan lindre gigtsmerter
Nu er der kommet en ny såkaldt metaanalyse, der vurderer den samlede effekt af 20 kontrollerede studier og konkluderer, at omega 3-fedtsyrer fra kosttilskud (fiskeoliekapsler) ikke, som tidligere antaget, reducerer risikoen for hjerte-kar-sygdomme eller slagtilfælde.
Kritikere har dog udtalt, at den manglende effekt af fiskeoliekapslerne kan skyldes, at mange af patienterne i metaanalysen fik store doser hjertemedicin, og at fiskeoliedoseringen var for lille til at have effekt. Alt i alt er der dog rejst tvivl om, hvorvidt man som hjertepatient behøver at indtage fiskeoliekapsler. Dertil kommer, at mange fiskeoliekapsler ifølge udsendelsen på DR angiveligt indeholder harsk fiskeolie fra halvfordærvede fisk. LÆS OGSÅKlarlunds brevkasse: Nedsætter fiskeolie min kondi? Men sagen er, at der slet ikke er grund til at spise kapsler. Man kan bare spise fisk. Det er meget bedre, for ud over fiskeolien får man både D-vitamin, jod, selen og masser af fiskeprotein. Hjerteforeningen fastholder, at det er vigtigt at spise fisk, og anbefaler, at man spiser 300 gram fisk om ugen.



























