Spørgsmål:
Jeg læste med både lettelse og forfærdelse en artikel i Politiken om, hvorfor det på grund af hormonelle ændringer kan være så svært at holde et vægttab. Jeg var lettet, fordi det forklarer, hvorfor det er en kamp at holde de tabte kilo væk og ikke bare et spørgsmål om manglende standhaftighed, når sult eller lyst til at spise overmander én. Jeg blev også forfærdet, fordi artiklen gav det eksempel, at man ved at tabe ca. 10 pct. af sin vægt nedsatte sin forbrænding med ca. 400 kcal om dagen.
LÆS ARTIKEL Klarlund: Derfor tager du ofte på igen efter en slankekur
Som student i 1991 vejede jeg cirka 95 kg (171 cm høj). Efter en op- og nedtur på vægtskalaen, hvor jeg landede på 85 kg, konsulterede jeg i slutningen af 1999 to gange en diætist, der sporede mig ind på en hensigtsmæssig kost, og som påbød mig at cykle 20-25 km eller løbe 8-10 km tre gange om ugen. I løbet af 2000 lykkedes det lige netop at nå ned på det forjættede ’normale’ BMI. Indtil for cirka tre år siden har jeg kunnet leve forholdsvis ubekymret på den vægt ved at fortsætte med at tænke over kalorieindtag og fortsætte med at løbe. Men kampen er blevet noget hårdere, og jeg har 3-4 kg at slås med, selv om jeg følger samme principper med kost og træning. Jeg fylder 40 i år, så jeg har tænkt på, om det er alderen, der er på spil. Jeg har også i 1½ år taget antidepressiv medicin, og det har jeg også haft under mistanke, men problemet begyndte inden - så måske var det depressionen, der startede problemet? Jeg kan stadig passe mit tøj, så man kan sige, at problemet måske ikke er så stort.
