Tobaksindustrien er »patetisk«, når den forsøger at så tvivl om, hvor mange mennesker der årligt dør af at ryge.
Sådan lyder det fra overlæge og afdelingschef Hans Storm fra Kræftens Bekæmpelse, der retter en hård kritik mod brancheforeningen Tobaksindustrien, efter at dens direktør Jens Hennild har argumenteret for, at det næppe er korrekt, at 13.000-14.000 danskere årligt dør af rygning.
»Industrien forsøger at få drejet diskussionen over på nogle detaljer, som i det store billede er ligegyldige. Det store billede er, at du skal se 13.000-14.000 lig for dig – mennesker, som er døde alt for tidligt, alene fordi de røg. Så er det ligegyldigt, om det tal skal justeres nogle hundrede op eller ned«, siger Hans Storm.
LÆS ARTIKEL Tobaksindustrien afviser højt dødstal: Det må være en metodisk fejl
Tobaksindustrien henviste til, at der i andre skandinaviske lande dør færre af rygning end i Danmark. Den kritiserede samtidig, at det officielle danske tal kun er faldet beskedent de senere år, selv om færre ryger, og til trods for at der er iværksat en lang række tiltag for at begrænse rygningens skadelige virkning. Hvis tallene er korrekte, så har de sidste 25 års politik mod rygning været forgæves, lød det fra industrien.
Syge rygere bliver isoleret
»Ønsket om at så tvivl om statistikken over dødsfald er patetisk og typisk. Set gennem tiden har der været langt færre rygere i for eksempel Sverige end i Danmark. Det er forklaringen på forskellen. Og Tobaksindustrien glemmer helt, at med til historien om dødsfald hører, at de mennesker i årevis har været meget syge. Mange rygere er jo syge i 10-12 år, før de ender med at dø en – for nogle – lykkelig død, fordi de er blevet så invaliderede af sygdom. Vi kan for eksempel se på alle dem med KOL – rygerlunger – at de får så svært ved at trække vejret, at de ikke kan komme ned på gaden. Det eneste, de så har tilbage, er at kæmpe deres smøger ned«, siger overlæge Hans Storm.
Men uanset det er det vel stadig relevant, hvor mange der dør. Det er jo vigtigt i forhold til, hvor stor vægt man skal lægge på at forebygge rygning i forhold til fedme, alkoholisme og så videre?
»Jo, det er rigtigt nok. Men uanset hvad så taler vi stadigvæk om tusindvis af mennesker hvert eneste år. Og rygning er ikke ved at forsvinde, vel? Der er stadigvæk masser at gøre. Det er som med en supertanker. Det tager lang tid at vende den rundt. Industrien forsøger at slukke lyset. Eller i hvert fald forsøger den at flytte projektøren hen på noget andet. Det er en forudsigelig drejebog, Tobaksindustrien kører efter«.
LÆS ARTIKEL
Hvordan?
»Det er en videreførelse af det spor, som er lagt af Big Tobacco (fælles øgenavn for de største tobakskoncerner, red.) gennem årtier: De gør flere forsøg på at få skabt tvivl om konsekvensen af deres produkt«.
For snart 20 år siden sagde topcheferne i de største amerikanske tobakskoncerner under ed i Kongressen, at de ikke troede, at nikotin skaber afhængighed. Nu medgiver direktør i Tobaksindustrien, Jens Hennild, at nikotin er »vanedannende«. Eksperter i afhængighed vurderer, at nikotin er lige så afhængighedsskabende som heroin. Den opfattelse deler Hennild ikke. Hvis det var korrekt, ville det være meget sværere at kvitte smøgerne, lyder hans ræsonnement. Rygere vælger selv at ryge, og de kan vælge at holde op, mener industrien. Også det budskab får Kræftens Bekæmpelse til at ryste på hovedet, for så enkel er virkeligheden ikke, siger Hans Storm.
»Hvorfor ønsker halvdelen af alle rygere at holde op, og hvorfor lykkes det for så få? Ja, rygerne har viden om risikoen ved at ryge, men der er stærkere kræfter på spil end viden. Cigaretten er let at få fat i, den koster så lidt, og receptorerne i hjernen skal have deres stof. Så selvfølgelig skaber nikotin afhængighed. Det er i teorien rigtigt, at alle kan holde op. Det forudsætter bare, at de modsat i dag ikke har adgang til produktet«, siger Hans Storm, der støtter andre forskeres tanker om at indføre en tilstræbt slutdato for rygning i Danmark og også bakker op om et forslag, der vil forbyde alle borgere født efter år 2.000 nogensinde at købe cigaretter.
LÆS ARTIKEL
Jens Hennild fra Tobaksindustrien gav udtryk for, at debatten om rygning er »forkert«, da den kun fokuserer på, at hver eneste cigaret skader dig. Det er »sikkert korrekt«,sagde han, men han kritiserede samtidig, at myndighederne havde forhindret sig selv i at komme med et budskab om, at man kan »ryge med måde«. Med det hårde budskab risikerer man at skræmme rygere, som ellers var indstillet på at skære ned, sagde Hennild.
Det sikre niveau findes ikke
Men Hans Storm fra Kræftens Bekæmpelse peger på, at undersøgelser viser, at bare fire cigaretter dagligt giver risiko for hjertesygdom og blodpropper.
»Og har du først haft en blodprop, så går du resten af dit liv i frygt for at få en ny, som slår dig ihjel. Det er en kæmpe belastning. Sandheden er, at hver eneste cigaret skader. Du indånder 4.000 kemiske stoffer, hvor de fleste er skadelige for din krop. I årevis har man forsøgt at finde andre veje end totalt rygeophør, men tobak er ikke som alkohol. Der er ikke nogen som helst sundhedsmæssige gavnlige effekter af at ryge, og det er ikke lykkedes videnskaben at finde et ’sikkert’ forbrugsniveau«, siger Hans Storm.
Direktør Jens Hennild fra Tobaksindustrien siger, at han fastholder sine udtalelser. Der er ikke noget i det, Hans Storm siger, der får ham til at ændre sine holdninger.
»Men Hans Storm forholder sig ikke til min pointe om det manglende fald i det officielle tal for dødsfald relateret til rygning. Tallet er stort set ikke faldet, til trods for at antallet af personer, der ryger, er halveret de sidste 25 år. Det undrer mig«, siger Jens Hennild.
fortsæt med at læse





























