15-årige Julie Gottschalk vasker hænder. Mange, mange gange om dagen. I perioder har hun gjort det så meget, at hendes hænder konstant har været helt lyserøde. »Jeg er meget bange for at blive syg, lidt ligesom en hypokonder. Hvis jeg rører noget, som jeg ikke synes, jeg skulle have rørt ved, spørger jeg min far tonsvis af gange, om det er noget, jeg kan dø af«, siger hun. Hver eneste dag Julie Gottschalks store skræk er bakterier. Når hun er på det lokale apotek i Værløse, gemmer hun sit ansigt inden for jakken af frygt for at komme til at indånde bakterier fra de andre kunder. I skolen går hun aldrig på toilettet. Hun holder sig hellere en hel skoledag, indtil hun kommer hjem. Hun forsøger at undgå at komme til at røre ved sine egne sko og snørebånd, for de er virkelig ulækre, synes hun.
LÆS ARTIKEL Jeg synes, knapper er ækle
Julie Gottschalk har også haft perioder, hvor hun gik og spyttede, når hun var udenfor. For måske kunne der være bakterier i luften, som hun indåndede.
Gennem flere år har Julie Gottschalks hverdag været besværet af tvangstanker og tvangshandlinger. Selv om hun forsøger at holde tankerne i skak, melder de sig igen og igen hver eneste dag.
»Det føles som en slags nervøsitet eller ubehag indvendig. Når det er rigtig slemt, kan jeg have svært ved at trække vejret ordentligt«, forklarer hun.
Drilleri sætter sig indeni
Når bakterietankerne melder sig, er det ofte Julies far, Henrik Gottschalk, der lægger øre til hendes mange spørgsmål.
»Da Julie havde det værst, kunne hun sagtens sende 30-35 sms’er til mig i skoletiden«, siger han.
LÆS ARTIKELSkolebørn har smerter hver dag »Hvis jeg har rørt ved noget, der er giftigt eller beskidt, er jeg nødt til at spørge til det. Jeg tør ikke tage chancen og lade være«, forklarer Julie. Selv om hendes skolekammerater og de voksne i skolen ikke ønsker at såre hende, sker det alligevel med jævne mellemrum, at Julie Gottschalk føler sig drillet, når hun fortæller om sine tvangstanker. »Hvis jeg spørger en pædagog, om man kan dø af at røre ved det ene eller det andet, kan de godt finde på sådan lidt drillende at sige: »Ja, uha, det er meget giftigt. Du må hellere gå til lægen«. Den slags gør ondt, for det hænger ved herinde. Det gør det bare. De forstår ikke, hvordan jeg har det«, siger Julie Gottschalk og lægger hånden på brystet. Egentlig vil hun gerne fortælle andre, hvordan hun har det. For det giver hende en følelse af frihed til at være sig selv. Men fordi det er svært for andre sådan rigtig at forstå, hvad tankerne drejer sig om, ender det tit med, at Julie Gottschalk holder dem for selv, når hun er hjemmefra. Nej til at besøge kammerater Derfor føler hun sig også tit ensom, når hun er sammen med andre. »Jeg føler, at der er en stor kontrast mellem mig og mine skolekammerater. Når jeg for eksempel er på besøg hos nogen, sidder jeg hele tiden og tænker: »Vis nu ikke noget unormalt««, siger hun. Derfor takker Julie Gottschalk som oftest også nej, hvis hun bliver budt på noget at drikke under besøget. Ikke fordi hun ikke er tørstig, men fordi det er den nemmeste måde at skjule sine tvangstanker på.
