Lyt til artiklen
Hver aften beslutter Susanne Jensen sig for at stille uret, så hun kan stå op et kvarter før mand og børn og samle kræfter. Men mange af morgenerne bliver hun liggende under dynen, indtil hun ikke kan trække den længere.
»Og når jeg først er oppe, tænker jeg kun på, at om halvanden time er børnene i institution, og jeg kan få fred igen. Det er forfærdeligt, men sådan er det. Jeg orker dem ikke«, fortæller kvinden, som er i 30’erne og bor i Jylland.
