RUC - 40, fræk og fremadrettet' lyder overskriften på pressemeddelelsen på mit skrivebord. 40 år? Hold nu op. Alene perioden flår mig ud på en tidsrejse over de årtier, jeg selv kan huske. Tager det kun fyrre år at gå gennem RUC's rivende udvikling, som jeg selv har været en del af? Fra ræverød munkemarxisme til erhvervslivets kæledægger til ... Ja, til hvad egentlig? Jeg har ikke kastet mange blik på pressemeddelelsens kække ord, før jeg er klar over, at jeg får brug for at se på RUC's rejse gennem tiden med friske øjne. Mine egne øjne har set for meget af RUC, til at de kan bruges alene. For jeg har set RUC fra forskellige vinkler. Jeg har vejledt og er blevet vejledt på RUC. Siddet foran og bag eksamensbordet. Set RUC's bygninger. Gående, stående, siddende og liggende, når jeg vågnede op fra en af de fester, hvor jeg ikke nåede sidste tog til København. 2012 Liv Bjerg Lillevang har helt friske øjne, da jeg møder hende fredag morgen på Hovedbanegården. RUC er i en vis forstand et rejsende universitet, hvor hovedparten af de studerende bor i København og tager tog til Trekroner Station. Fra stationen går studerende i en lang slange fra stationen til universitetets forblæste bygninger. Liv er startet på RUC for en måned siden. På naturvidenskabelig basisuddannelse. Det, som i RUC-sjagon hedder natbas. 'Basis' er den fælles indgang, der giver en bred indføring i fagene. Der er samfundsvidenskab, humaniora og naturvidenskab. Efter basis kommer overbygningen, som består af to fag. »Faktisk hedder det rigtigt natbach nu. Naturvidenskabelig bacheloruddannelse«, siger Liv og får mig allerede til at føle mig som studiemorfar i toget. LÆS OGSÅRUC har dannet skole »Vi er de første studerende på RUC, som har halvandet års basisuddannelse. Det betyder, at vi i det sidste halve år af basis kan vælge os ind på kurser, der forbereder os til overbygningen«, siger Liv, der selv gerne vil forene journalistik med fysik.
Universitetets rygrad Allerede her har RUC forandret sig. De to års basisuddannelse var indtil for nylig for mange RUC'ere selve universitetets rygrad. Uden to års basis bliver RUC et universitet, der minder om andre universiteter, har argumentet lydt fra RUC-fundamentalisterne med næsten religiøs overbevisning. På den anden side af religionskrigen har argumentet været, at to års basis kommer til at fylde for meget i femårige kandidatuddannelser. Men tidens store hjul kværner, og da RUC som andre universiteter også skal lave afsluttede bacheloruddannelser på tre år, er den salomoniske løsning altså blevet to år i basishuset, men med overbygningskurser det sidste halve år. De studerende tager ansvar »Der er lidt usikkerhed om den nye struktur. Men det er fedt at være et sted, hvor vi selv tager så meget ansvar for, hvordan det skal organiseres«, siger Liv. Hendes venner på andre universiteter har svært ved at forstå, hvor meget ansvar RUC-studerende selv skal tage. Især i projektgrupperne, hvor grupper af studerende laver deres egen rapport. Så jo, RUC er stadig ikke som de andre. Noget for sig selv. Liv fortæller om husmøder, hvor hun sammen med 90 andre nye studerende skal organisere faglige kurser, kaffeordninger og fredagscafé. »Især kaffeordningen fik folk op af stolene«, siger Liv og hilser på studiefællen Kia, der sætter sig ved siden af med en sort udgave af den klassiske firkantede Fjällräven-rygsæk på skødet. Havde der stukket en Information op af rygsækkens sidelomme, havde den været fuldstændig magen til den rygsæk, der var lige ved at gro fast på ryggen af mig, da jeg gik på RUC. LÆS OGSÅRUC' s formand: Vi vil hellere spare en gang for alleHar I diskuteret, om I skal købe øko- og fairtradekaffe, eller om det bare skal være den billige kaffe? »Nej, ikke endnu. Så det bliver sikkert et langt møde«, griner Liv. Hedder det stadig plenum, der hvor I holder møder? »Ja ...«. Pyha. Så hurtigt går forandringerne trods alt heller ikke. Liv kender ganske vist ikke til racen plenumløver: De unge mænd, der elsker at høre sig selv tale på fællesmøder. Men bare vent, Liv, dem kommer du til at kende bedre, end du har lyst til. Og så hjælper ingen økologiske kaffebønner. 1972 Der er også brug for øjne, der har set en del for at forstå RUC. Sådan et par øjne med et mildt ironisk udtryk sidder i ansigtet på Ritt Bjerregaard, som jeg møder på Trekroner Station. Sammen skruer vi tiden tilbage til universitetets start i 1972, da de første 665 studerende begyndte, og hvor stationen, vi nu står på, ikke engang var et trinbræt. Dengang kunne datidens studerende fulde af tolerance og fuldskæg finde på at trække i nødbremsen for at springe ud af toget på den bare Marbjerg Mark. Ritt Bjerregaard blev undervisningsminister i 1973, og havde det ikke været for hende, var RUC blevet lukket, før universitetet havde udklækket sin første kandidat. For på den tid blev der ført værdikampe mellem borgerlige og venstreorienterede så benhårde, at de får 00'ernes kampe til at ligne gruppesex. »Den var hele tiden gal med RUC. Jeg blev som minister nærmest kaldt i samråd om RUC en gang om ugen«, siger Ritt Bjerregaard. Hendes partifælle Erling Olsen var første rektor for RUC. Men det var ikke meget hjælp, der kom fra den kant: »RUC ender som marxistisk missionsanstalt«, sagde manden, der senere blev kaldt ugle. Op igennem 70'erne blev RUC igen og igen kritiseret og leverede ammunition til den nationale slåskamp om samfundets udvikling. F.eks. ville Fremskridtspartiet lave universitetet om til moteller. Det kulminerede i maj 1976, da Folketinget endnu en gang diskuterede, om RUC skulle nedlægges. Kun én stemmes forskel gjorde, at Folketinget vedtog en afværgedagsorden, om at RUC skulle føres tilbage til sin oprindelige idé. »Det kostede hårde kampe at få reddet den sidste stemme i land«, husker Ritt Bjerregaard, og vi griner lidt af, at hun kun fik utak fra datidens RUC-studerende, der så Socialdemokraterne som klasseforrædere og hovedmodstandere i den revolutionære kamp.
»Her er da blevet drabeligt fint«Dit problem som minister var vel også, at RUC's kritikere havde en pointe? »Jo, det ved da Gud, de havde. Det var meget ensidigt. Men jeg var ikke helt så bekymret over det som kritikerne, fordi det altid har været universiteters rolle at være i opposition«. Tvivlede du aldrig på, om RUC var værd at redde? »Nej, det gjorde jeg faktisk ikke. For datidens universiteter var forfærdelig fastlåste. Der skulle forandring til«, siger Ritt Bjerregaard og glæder sig over RUC's udvikling efter de dramatiske år. På vej op ad trappen til RUC's spritnye rektorsekretariat med lysindfald, balkon og designmøbler, siger hun: »Her er da blevet drabeligt fint«. 1992 Og ja, drabelig var fortiden, og drabeligt fin er det festklædte RUC, hvor et bolsjestribet telt er rigget til, og flaget knejser over den syndige stilforvirring, der er en følge af universitetets evige byggerod. Men der er et langt stykke historie mellem overlevelseskampen i 70'erne til dagens RUC. Her må jeg tage mine egne glugger til hjælp. Året er 1992, og RUC fylder 20 år. Jeg er med som glad RUC-studerende knap halvvejs gennem mine studier. Bertel Haarder, der som undervisningsminister op gennem 80'erne gjorde helvede hedt for RUC, er lokket ind i et festtelt, hvor han trækker i en hvid sweatshirt. Der står med store bogstaver 'RUC er bedst'. Teksten er hugget fra en overskrift i Politiken fra august 1988, som giver RUC fem studenterhuer og med afsæt i en undersøgelse fra Dansk Arbejdsgiverforening konstaterer, at RUC uddanner kandidater, der kan bruges.
LÆS OGSÅUniversitetsrektor: Masseuniversitet og eliteuniversitet kan sagtens forenes Overskriften bliver et vendepunkt i universitetets historie og er måske nærværende avis' mest citerede artikel. At teksten kunne bruges som stoftryk fire år efter, den stod i avisen, siger noget om RUC's selvfedme og evne til at fejre sig selv. Men rigtigt er det, at det RUC, jeg kendte, havde ændret sig meget fra dengang, hvor det ikke var et spørgsmål om, hvorvidt studerende var marxister eller ej. Det var, hvordan de var marxister. En markant ændring var introduktionen af erhvervsøkonomi i 82. Og ja, RUC-kandidater bliver populære. De kan samarbejde, løse problemer og er - uden det blev sagt ret tit - ikke overbelastet af tung faglighed. Omstillingsparate og klar til arbejdsmarkedets centrifuge. Ud med det røde, ind med det erhvervsvenlige. 2032? Men hvad så, RUC? Har du så ikke bare sejret ad helvede til? Andre universiteter laver i dag også problemorienteret gruppearbejde. Gymnasiernes studieordninger ligner nærmest RUC-pædagogik på speed. Og for at det skal ikke være løgn, har Aalborg Universitet lige åbnet en afdeling i Københavns Sydhavn for studerende, der gerne vil arbejde i grupper uden at skulle spilde tid og penge på togrejsen. RUC's prorektor, Hanne Leth Andersen, er enig i, at RUC er udfordret. »Jo, du kan godt sige, at vi har sejret lidt ad helvede til. Nogle steder bliver undervisningsformer fra RUC også brugt for ukritisk, og projektarbejde har også sine begrænsninger. Men der er for mig ingen tvivl om, at fremtiden ikke er at reducere studerende til elever. Tværtimod. Der bliver på alle niveauer brug for elever og studerende, der kan selv. Det er stadig RUC, som har førertrøjen på, når det gælder om problembaseret læring«, siger hun. Hvor er RUC, når der skal holdes jubilæum om 20 år? »Det er et godt spørgsmål. Det pædagogiske projekt, vi arbejder med, vil også være her om 20 år. Fremtiden er i de studerende, vi har. De kan håndtere kaos, de kan håndtere frustrationspædagogik og bliver meget selvstændige. Jo mere studerende flytter sig, jo mere lærer de. Samtidig håber jeg, at vi finder en bedre balance mellem at være kritiske og konstruktive. Det er ikke en modsætning, og det supplerer tværtimod hinanden«. Er I selvfede på RUC? »Jo, nogle RUC'ere er selvfede både indad- og udadtil. Men der er også mange ydmyge ildsjæle, som virkelig vil være med til at nytænke pædagogikken. Det er ildsjælene, som afgør, hvordan RUC ser ud om 20 år«. Fyrre, fed og færdig? Næppe. Der skal nok blive noget for Liv at skrive om, når RUC fylder tres.