Regeringen skal holde nallerne fra lærernes strid med kommunerne om deres arbejdstid.
Det mener en række fagforbund, som i dag afholder demonstrationer med politiske taler og markante musikalske optrædener i flere af landets store byer for at markere deres utilfredshed med regeringen og de øvrige politikere på Christiansborg.
Den danske model er under pres. Regeringen og Folketinget skal blande sig udenom den proces, der er i gang i øjeblikket«, siger konsulent i Danmarks Lærerforening (DLF) Thomas Hoelgaard, der står for afviklingen af demonstrationen i København.
Køres ind i busser
Alene i København forventes det, at op imod 20.000 mennesker vil deltage i demonstrationen, mens arrangørerne forventer 5.000 deltagere i Aarhus.
»Nu må vi se, hvor mange, der dukker op, men vi håber på 20.000«, siger Thomas Hoelgaard.
Fagforbund anklager Bjarne Corydon for magtmisbrugDemonstrationer
For at sikre så stort et fremmøde som muligt, er der arrangeret buskørsel fra oplandet og ind til København.
»Der er bustransport i hele landet for dels vore egne medlemmer, dels medlemmer fra en række af de andre organisationer, der sympatiserer med os«, siger Thomas Hoelgaard.
I København begynder demonstrationen på Rådhuspladsen, hvorfra den bevæger sig ned mod Christiansborg Slotsplads.
Musikken spiller
Her vil der være taler af blandt andre lærernes formand, Anders Bondo Christensen, og FTF-formand Bente Sorgenfrey og musik leveret af Turboweekend og Outlandish.
Også ved demonstrationerne i Aarhus, Odense, Aalborg og Rønne har lærerne hyret en række kendte musikalske navne som Mads Langer, Peter Sommer, Kim Larsen, The Storm og Rasmus Nøhr.
»De kommer ikke og spiller gratis. Som fagforening har jeg også svært ved at se, at vi ikke skulle honorere dem for det stykke arbejde, de leverer«, siger konsulent i DLF Michael Rønne, der står bag demonstrationen i Aarhus, hvor blandt andre FOA-formand Dennis Kristensen er på talerlisten.
Lockout truer
Thomas Hoelgaard forklarer, at de musikalske indslag er et supplement til de politiske taler, der skal bidrage til, at folk får en god eftermiddag i kulden.
»Det er klart, at vi har foretaget en afvejning af, hvad vi synes, vi kan forsvare at bruge af penge«, siger Thomas Hoelgaard.
LÆS OGSÅ Larm om den danske model er ren teatertorden
Lærerne og kommunerne skal mødes igen fredag for at forsøge at finde frem til en løsning på uenighederne om en ny arbejdstidsaftale.
Kommunernes Landsforening har varslet lockout af lærerne fra 1. april, hvis det ikke lykkes parterne at nå til enighed.
fortsæt med at læse




























