Overraskelsen udeblev. Et overvældende flertal af de 750.000 offentlige lønmodtagere har nu sagt ja til den overenskomstaftale, de i slutningen af april fik forhandlet på plads med arbejdsgiverne på det statslige, regionale og kommunale område.
Mens det var ventet, at langt hovedparten af lønmodtagerne ville stemme ja, så det rungede i urnerne – eftersom lønstigningerne var på den pæne side af acceptable – er det især skolelærerne, opmærksomheden har samlet sig omkring den seneste måneds tid.


























