Uddannelses- og Forskningsministeriet offentliggjorde fredag antallet af ansøgere til videregående uddannelser.
Tallene var dyster læsning for ikke mindst de politikere, der ønsker at ansætte langt flere sygeplejersker og pædagoger i den offentlige sektor de kommende år.
Ansøgertallet til begge uddannelser, om end de stadig er de to mest søgte, faldt nemlig for fjerde år i træk. 17 procent færre søgte således ind på pædagoguddannelsen fredag sammenlignet med i 2015.
OVERBLIK: Her er de 10 mest søgte uddannelserOg det er dybt bekymrende, mener Stefan Hermann, der er formand for interesseorganisationen Danske Professionshøjskoler og rektor på Københavns Professionshøjskole.
»Vi har råbt op omkring det her problem i flere år. Ansøgertallet har nu været faldende siden 2015, og det er en brandfarlig cocktail«.
»Jeg mener, at vi muligvis står over for en mindre katastrofe. For der sker en kraftig stigning i antallet af børn de kommende år, og pædagoger er altså ikke nogen, man let erstatter med arbejdskraft fra udlandet«, siger Stefan Hermann.
Endu flere tomme pladser
På Københavns Professionshøjskole, der har det højeste optag af pædagogstuderende i landet, havde man sidste år 169 ledige pladser, fortæller studiechefen på Københavns Professionshøjskole, Rasmus Weinreich Holm.
På baggrund af det faldende ansøgertal forventer studiechefen endnu flere tomme stole i klasseværelserne i det kommende studieår. Og den tendens vil man se flere steder i landet, forudser Stefan Hermann.
»Vi kommer til at mangle studerende. Det er helt klart«, siger han.
ritzau
fortsæt med at læse




























