I naturbørnehaven Kronens Mark i Thy var børnene for nylig ude at samle kantareller.
»Og også nogle andre svampe«, siger Emilie. »Vi så også den røde, men den er giftig«.
»En fluesvamp«, tilføjer Victor, mens de tager sig en tår vand fra deres drikkedunke.
Her får børnene lov til at gå rundt for sig selv på den store grund, der er børnehaven. Pædagogerne, ’de voksne’, er til stede rundtomkring på den 30.000 kvadratmeter store grund, men der er tillid til, at børnene selv siger til, når de har brug for en voksen.
Nor lister en pegefinger ind under bladet på en brændenælde. Der kan man godt røre uden at brænde sig, siger han.
Men hvad så, hvis man rører på siden og brænder sig?
»Så kan man tage en vejbred og putte på«, svarer Nor.
Politikens journalist er den eneste voksne i denne lille børneflok. Kort efter går Anne Yde forbi i sin mørkegrønne fleecejakke og spørger, om de vil med over til grisene. Det vil de gerne.
Af en tidligere kollega er Anne Yde blevet indstillet til Politikens Pædagogpris for sin kritiske og nysgerrige tilgang til den pædagogiske praksis.
»Jeg har ikke nogen særlig naturfaglig baggrund, som nogle af de andre her har. Men jeg har nogle meget stærke værdier, i forhold til hvordan vi arbejder med børnene. Det er vigtigt at være nysgerrig og undrende. Jeg siger ikke bare ja og okay, hvis min leder siger noget. Da jeg startede herude, stillede jeg mange spørgsmål. Hvorfor gør I det? Hvad tænker I om det, kunne man gøre det anderledes?«, fortæller hun fra et bord-bænke-sæt, der skrøbeligt rykker på sig indimellem.
Da Anne Yde begyndte på Kronens Mark, blev der ikke stillet så mange kritiske spørgsmål. For nogle kunne de tage form af en personlig kritik, men for Anne Yde var det vigtigt at lægge vægt på, at det angik deres faglige profession, og hvem de gør deres arbejde for: børnene.
»Det handler også meget om, hvordan man siger det til sine kollegaer. Man skal huske at gøre det med respekt for den anden«, siger hun.
Nejkultur
Som færdiguddannet fra Professionshøjskolen Absalon i Roskilde var Anne Yde ellers temmelig sikker på, at hun alligevel ikke skulle være pædagog. Under uddannelsen havde hun været i praktik i en institution med en pædagogisk forståelse, der, med hendes egne ord, slog hende ret meget ud.
»Jeg tænkte, at hvis det er den måde, vi kigger på børn på, hvor vi hele tiden siger til dem, at »nej, det må du ikke, vi skal gøre sådan her, og du må ikke stille spørgsmål«, så jeg har jeg ikke lyst til at arbejde med det her«, siger hun.
I stedet søgte hun ind på en lederuddannelse på Hærens Officersskole.
»Jeg måtte ind at pille ved noget centralt, oppefra og ned«, siger hun.
I en tid, hvor hun ventede på at komme til optagelsesprøve på officersskolen, valgte hun dog alligevel at give faget en chance.
Hun søgte en stilling som pædagog i en integreret institution, hvor der ikke var nogen ’nejkultur’ og ’skalkultur’. Hvor børn gerne måtte få remoulade på deres bananmadder og sove en lur, også selv om de måske ikke havde gjort det i over end et år.
Hun kom ud fra jobsamtalen og sagde til sin kæreste, at det måtte være en »utopi«. Et sådant sted kunne ikke eksistere, tænkte hun.
»De sagde til mig, da jeg startede: »Vi forventer, at du er nysgerrig på vores praksis. Men vi vil også være nysgerrige på din praksis«. Og det er hårdt at kæmpe for. For man går altid ind og piller ved noget. Men man skal være enig om, at det er det, man gør. Er man ikke enig om at pille ved tingene, kan det for nogle blive et overgreb, at man spørger dem, hvorfor de gør ting på en bestemt måde«, siger Anne Yde, der efter at have fundet netop den institution aldrig tog til optagelsesprøven på officersskolen.
Remoulade på bananmadder
Anne Yde er flyttet tilbage til sin hjemstavn i Thy og har arbejdet på Kronens Mark i halvandet år. Nu må børnene også her på få remoulade på deres bananmadder.
Retorisk ridser hun spørgsmålene op, som også gør sig gældende i situationer, der ikke drejer sig om rugbrødsmadder:
Skal voksne bestemme, om man må det? Eller er det børnene selv, der skal vurdere det? Hvor meget skal voksne bestemme? Skal voksne ikke bare opfordre til nysgerrighed?
»Jeg synes, at mine kollegaer i dag er blevet lige så nysgerrige og spørger mig: »Anne, hvad tænker du om det her? Kunne vi tænke det her anderledes?«. Så nu er vi mere fælles om at udfordre hinanden«.
Så du siger, at du har ændret kulturen her?
»Uh, det er svært at sige. Jeg er jo i Thy, og jeg er vestjyde ...«, siger hun og trækker på smilebåndet. »Jeg tror, at hvis du spørger mine kollegaer, så vil de sige, at der er sket en forandring«.
Lederen af Kronens Mark, Sanela Juzbasic, bekræfter, at hvis hun siger nej til noget, så beder Anne Yde om en forklaring på det nej.
»Jeg er ikke sjov at bide skeer med. Min leder og jeg har haft diskussioner, hvor vi har måttet inddrage områdelederen for at finde en løsning. For jeg giver ikke op, før jeg får en ordentlig argumentation for det, vi gør. Især når det handler om sårbare børn, bliver vi nødt til at være deres forsvar. Jeg kan ikke bare sige okay, fordi min leder siger det«, siger Anne Yde.
Aya har været inde i huset og har skiftet fra gummistøvler til sandaler. Dørene står på vid gab, og børnene er udenfor hele dagen. De kan selv gå indenfor og skifte til sandaler eller hænge termojakken op, når formiddagssolen kommer frem, og morgenduggen har fortaget sig.
Kronens Mark har to pelsede grise, lyse med sorte pletter, Grynte og Guffe, af racen kunekune. Bag grisenes indhegning står et blommetræ, hvor børnene selv kan plukke frugter fra de nederste grene.
»De bider ikke. Se her, jeg krammer dem altid« siger Nor og illustrerer derefter.
Egentlig er der ikke meget, de skal nå på Kronens Mark. Men nu er der gjort madder klar, så børnene spæner op mod huset.
Da vi er på vej ud af grisenes indhegning, drejer Anne Yde om på hælen og siger, at endskønt hun var nervøs, er hun glad for Politikens besøg:
»Det er vigtigt, at vi lærer af hinandens praksis. Det kunne vi pædagoger godt blive bedre til«.
Kender du selv en pædagog, der har betydet noget særligt for dig? Indstil ham eller hende her.
fortsæt med at læse
