I ’dødekassen’ ligger resterne af et skelet fra en sæl. Det var også her i nærheden, at en død grævling blev kogt over bål, så en brutal stank bredte sig.
I et terrarie hænger vandrende rosengrene på ruden. De døde hanner ligger udtørrede ved siden af. De har færdiggjort deres eneste opgave og befrugtet hunnerne. På den ene væg står syltetøjsglas på række med slangeham og dyreknogler. Der er store Congo-snegle, en udstoppet ræv, et kokranie og et skildpaddeskjold på væggen.
Vi er ikke på besøg i en Robinson-lejr eller på Statens Naturhistoriske Museum, men i Ålsgårde Private Børnehave nord for København.
Tine Uffelmann er pædagog og leder, og hun forsøger at smitte børnene med sin glæde for natur og dyr. Hun bruger ofte morgener i Hellebæk Kohave i gode vandrestøvler og med et stort kamera til knap 60.000 kroner om halsen. Her fotograferer hun dyrelivet, og hendes fotografier har gjort hende »semi-kendt« i byen, fordi hun lægger dem op på sociale medier. Billederne af ørnereden med to unger holder hun dog for sig selv. Hvis hun »breaker«, hvor reden er, vil folk valfarte til.
Det er især freden og roen, hun sætter pris på. Og havørnen, når den viser sig.
»Den er så vild at se«, siger hun.
Hvis hun ser den fange fisk, kan hun finde på at afspadsere en time i børnehaven. Snart drager hun til Finland, hvor hun skal overnatte i et skur langt ude i naturen i håbet om at fotografere bjørne med unger.
Slæbende med døde dyr
Hvis Tine Uffelmann finder døde dyr eller kranier i naturen, viser hun det til børnene. I børnehaven er der sat fuglekasser op i håb om at se uglen, der er plantet æbletræer, og høns render rundt. Kaninerne har fået unger, viser femårige Wilfred. Hans yndlingsdyr er ørnen ligesom Tine Uffelmanns. Det er også hende, der har lært ham at fotografere naturen.
»Hvis jeg har set kronhjorten kaste sit gevir, tager jeg børnene med over for at finde ham. Så lærer jeg dem også om hans vinter- og sommerpels«, fortæller Uffelmann.
Når de er i skoven, forsøger de at fange en snog for at vise den til børnene. En dag blev en far lidt skeptisk, da de havde slanger løs i børnehaven, men nu kommer flere forældre slæbende med døde dyr, så pædagogerne kan studere dem sammen med børnene.
Da Tine Uffelmann startede som leder, ansatte hun en kontordame som noget af det første.
»Det der kontorarbejde var røvsygt. Jeg vil være med på gulvet«, siger hun.
Hun lærer også børnene, hvorfor man skal samle frem for at smide skrald. Det har lært Wilfred at samle skrald, når han er på Hornbæk Strand, fordi »dyrene dør, hvis de spiser det«.
»Det er blevet en mission for mig at få folk til at opføre sig ordentligt i naturen«, siger Uffelmann.
Hun spiser kød, og egentlig går hun bare efter den billigste pris, når hun handler.
»Jeg gad da godt have råd til det bedre, men jeg synes, det er meget dyrt«, siger hun.
Sorterer i kommunens krav
Trine Karlsen har arbejdet i børnehaven i 34 år. Hun er desuden biavler og tidligere spejder. Det var hende, der kogte grævlingen på et bål, som fik alle til at flygte. Nu står kraniet på en hylde indenfor.
»Jeg har også haft løbeænder med på arbejde, så der stank i hele institutionen«, fortæller hun og tilføjer, at hun også graver døde dyr ned for at grave dem op igen halvandet år senere, når knoglerne ligger tilbage.
Trine Karlsen fortæller, at der generelt er højt til loftet, og der er mere fokus på, hvad pædagogerne brænder for, end hvad kommunen finder på.
»Vi sorterer nok lidt i de krav, vi får fra kommunen. Vi gider ikke de årsplaner. Vi gider bål, at plante æbletræer og at klatre i træer. På den måde lærer børnene om birke- og egetræer og hele fugleriget«, fortæller hun.
Tine Uffelmann vil heller ikke lægge sig for meget op ad rigide regler. Hun ser nærmere, at pædagogernes egne ideer har en positiv effekt på børnene.
»Jeg kan se, at hele personalets energi og entusiasme omkring naturen smitter af«, siger hun.
fortsæt med at læse
