Med skolereformen i 2014 skulle landets pædagoger pludselig gentænke deres arbejde. En af de klubber, som pludselig skulle have en ny rolle i skolen, var Klub Tempeltræet på Skolen ved Bülowsvej på Frederiksberg.
»Fra klubperspektiv var udfordringen, at vi pludselig skulle have et job, vi ikke havde søgt. Vi skulle være et andet sted og på et andet tidspunkt. Pludselig skulle vi være i skolen om formiddagen. For at det skulle give mening, at vi skulle være i skolen, blev vi nødt til at finde ud af, hvad vi egentlig kunne som pædagoger«, forklarer Klub Tempeltræets leder, Helene Bech.
10 er nominerede til pædagogprisen: Er din pædagog på listen?Pædagogerne har, hvad skolen mangler
Og det er netop arbejdet med at sætte en pædagogisk dagsorden i skolesamarbejdet, der gør, at Klub Tempeltræets 11 pædagoger og 3 medhjælpere er nomineret som pædagogteam til Politikens Pædagogpris 2020. For da teamet pludselig skulle være en del af skoledagen for Skolen ved Bülowvejs elever, måtte de lægge hovederne i blød:
»BUPL har haft et mantra med, at pædagogerne har, hvad skolen mangler. Det valgte vi at købe ind i, for hvis det passer, hvad er det så egentlig, vi har? Det drejede sig jo om timer, der pludselig skulle lægges i skolen«, fortæller Helene Bech og fortsætter:
»Vi var nødt til at gøre opmærksom på, hvad vi kunne, for hvordan skal skolen ellers vide det. Hvis vi ikke gjorde opmærksom på det, ville vi jo bare blive sat til at være en ekstra voksen, der måske lige skulle udenfor og lave matematik med to besværlige børn«.
Fra betonlegepladser på Nørrebro til rumpenissejagt i HareskovenKlub og skole i nyt samarbejde
Helene Bech forklarer, hvordan Klub Tempeltræets pædagogteam blev nødt til at redegøre for deres kompetencer, hvis man skulle tage pædagogernes faglighed alvorligt efter skolereformen. Og det gjorde de på en meget konkret måde:
»Vi lavede et idekatalog, hvor vi ligesom kortlagde de forskellige pædagogers kompetencer. Det kom der nogle nye linjer ud af«, fortæller Helene Bech.
De cirka 440 elever på 4. til 7. årgang fra Skolen ved Bülowsvej, som kommer i Klub Tempeltræet, kan nu vælge mellem linjer eller værksteder som ’comedy’, ’bekæmp bekymring og angst’, skak, musik og spansk i fire lektioner om ugen.
Klub Tempeltræet plejede at holde til i en gammel patriciervilla, men flyttede efter sommerferien ind i et nyt, flot hjørnehus, som tidligere er blevet anmeldt til fem hjerter af Politikens Karsten R.S. Ifversen. Og det med rette; værkstederne med de forskellige linjer tæller blandt andet et musikrum med bandplakater på væggene, et tekstilværksted, hvor man kan lave egne print på T-shirts, et digitalt værksted med 3D-printer og et multirum, der blandt andet bliver brugt til at dyrke yoga.
Klub Tempeltræet er blevet indstillet af Morten Almlund, som er formand for forældrebestyrelsen. I sin indstilling skriver han blandt andet, at: »Pædagogerne har været modige, kreative, innovative og entreprenante. De har i samskabelse med en anden faggruppe udviklet et nyt betydeligt fag i vores folkeskole. De har budt ind med en høj faglighed og skæve ideer og sammen sat ideerne, så de gav mening for alle. De har formået at gøre ideerne til handling, som har skabt sammenhæng mellem skolens læringsdel og fritidsdel«.
Nomineret til Politikens Pædagogpris 2020: »I vores klub kan de unge snakke om pik, patter og politik«Lykkedes med pædagogikken
Fagpanelet, som har fundet frem til de 10 nominerede til Politikens Pædagogpris 2020, har især kigget på vigtigheden af skolesamarbejdet i pædagogbranchen. En af deres begrundelser for at nominere Klub Tempeltræet er, at klubben er lykkedes med at sætte en pædagogisk dagsorden i skolesamarbejdet, hvilket var meningen med skolereformen. Og ifølge fagpanelet har det blandt andet været på grund af en skarp leder, der vidste, hvad Klub Tempeltræet ville.
Klubleder Helene Bech har da også en helt særlig måde at være leder på i klubben efter skolereformen:
»Jeg uddeler årsbudgettet mellem værkstederne, så hver pædagog selv har rådighed over penge og kan lægge årsplan og selv handle ind. På den måde skal de ikke overbevise mig om, at de skal have en bestemt lilla tråd til 3D-printeren, eller hvad ved jeg. Det er ikke interessant for mig som leder, der skal det være mere frit«, forklarer Helene Bech og fortsætter:
»Vi har nogle rigtig dygtige, kompetente medarbejdere, som har nogle forskellige ting at byde ind med. Derfor var det også let at lave idekataloget. Og så er de også bare nogle virkelig passionerede pædagoger«.
Vuggestuepædagog: »Man skal tage legen alvorligt«fortsæt med at læse