Det var en af mine første dage på Journalisthøjskolen, da min underviser gjorde os opmærksomme på, at ledigheden i branchen var høj. Så var rammen ligesom sat, men jeg lod mig ikke påvirke, for det hele skulle nok gå. Min optimisme er efterhånden dalet en del og min naivitet helt forsvundet. For til juni er jeg færdiguddannet, og chancen for at finde et fast arbejde virker mildest talt ikkeeksisterende.
Inden jeg overhovedet startede på studiet, var jeg godt klar over, at det var en udfordret branche. Mine forældre kunne ikke forstå, hvorfor jeg ville uddanne mig til et fag vel vidende, at jeg højst sandsynligt vil være arbejdsløs efter endt studie, men jeg forsikrede dem om, at det vigtigste var, at jeg fulgte mine drømme, og at det hele nok skulle gå.
Jeg står ikke alene, for inden for nogle humanistiske fag har de også svært ved at finde arbejde. Det samme gælder for naturvidenskab, hvor der er høj ledighed.
For en måned tids siden havde jeg en samtale med min far. Han ville høre, hvad mine planer er, efter jeg er færdig i praktik til februar på Politiken. Han var sikker på, at jeg ville få tilbudt en fastansættelse, men jeg måtte skuffe ham og sige, at sådan fungerer det desværre ikke. Det forstod han slet ikke, for hvorfor ville jeg bevidst udsætte mig selv for så stor en usikkerhed. For mine forældre betyder uddannelse netop, at du sikrer dig din fremtid og eliminerer enhver form for økonomisk usikkerhed.
Min fars måde at hjælpe på var at nævne andre brancher, hvor jeg ville have nemmere ved at finde arbejde. Som læge eller advokat. Der måtte jeg så minde min far om, at jeg trods alt ikke havde brugt tre et halvt år på studiet for at give op, lige inden jeg skal til at starte min karriere.
Men det var også først efter den samtale, at det for alvor gik op for mig, hvilken situation jeg står i. Det er ikke sådan, at jeg slet ikke havde tænkt over det inden da, men jeg havde aldrig rigtig ladet mig påvirke af eksternt pres før den samtale. Jeg kunne ikke slippe vores samtale og min fars spørgsmål. For han har vel en pointe: Hvorfor er det egentlig, jeg uddanner mig til et fag, hvor jeg fra begyndelsen ved, at chancen for et fast arbejde ikke er særlig stor?
Frygten for helt at forsvinde fra branchen
Mediebranchen har været i krise så længe, jeg kan huske. Stigende udgifter og faldende abonnementstal har været den primære årsag til, at fyringsrunderne har stået i kø på landets mediehuse. Det føltes særligt slemt sidste år, synes jeg, hvor mange blev opsagt.
På Politiken blev der i oktober meldt ud, at der skal spares endnu en gang, og derfor er fastansatte blevet tilbudt en opsigelsesgodtgørelse. På TV 2 opsagde man i foråret 45 medarbejdere, og et halvt år senere sagde man farvel til yderligere 65.
Det er bare nogle af eksemplerne på de mange sparerunder sidste år.
Jeg fortryder dog ikke min uddannelse. Jeg fortsatte, selv om jeg fra start vidste, hvad mine chancer var for et fast arbejde. Jeg skal bare huske at minde mig selv om hvorfor. Jeg glemmer aldrig den dag, jeg fik besked om, at jeg var kommet ind på Journalisthøjskolen. Hvor lykkelig jeg var. Alle de historier, jeg ville fortælle, og alle de ting, jeg ville ændre i mediebranchen.
Alligevel får jeg ondt i maven, mens jeg skriver denne klumme. I virkeligheden bør jeg bare tage det med ro. Jeg er trods alt kun 24 år. Men det er svært. For nogle gange kan jeg komme til at forbinde min dygtighed med det at få et fast arbejde, men sådan ser virkeligheden ikke ud.
Det er heller ikke, fordi jeg ikke har andre muligheder inden for mit fag. Jeg kan blive kommunikationsmedarbejder, men det har jeg ikke lyst til lige nu. Jeg er ikke helt klar til at opgive mine drømme og alle de historier, der skal være med til at forandre verden.
fortsæt med at læse
