Selv om læreren ikke er trådt ind i lokalet endnu, står eleverne klar. En ung, langhåret kvinde sidder bag trommerne, mens en fyr i en sort hættetrøje klimprer på en mørkerød elguitar. På væggene hænger plakater af Guns N’ Roses, Nirvana og Green Day. Dem har musikeleverne selv hængt op.
I samme øjeblik musiklæreren Denni Tach, iklædt sort T-shirt og med ring i øret, træder ind ad døren, sætter bandet i bevægelse. Der er ikke nogen lang introduktion eller forklaring, det hele sker meget dynamisk.
Første sang er ’Brain Stew’ fra Green Day. Et energisk, vredt nummer med masser af guitar og tunge trommer. Eleverne har øvet sangen mange gange før. Den skal sidde lige i skabet inden koncerten i den lokale børnehave i næste uge. De har også været på en to uger lang turné rundt på øens plejehjem, hvor de har spillet otte koncerter.
Det er Green Day! Tænk på, at I kører på skateboard, mens I er sure
Vi befinder os på FGU Lolland-Falster (Forberedende Grunduddannelse) i Nakskov, i et gult murstenshus lige ned til havnefronten. Uddannelsen er designet til unge under 25 år, der af forskellige årsager ikke har en ungdomsuddannelse, og som står uden job.
Her underviser 41-årige Denni Tach hver eftermiddag skolens elever i valgfaget musik. Lige nu står han ved siden af de tre elever, der synger i mikrofonerne, og skråler selv med på sangene, mens den ene fod vipper, og overkroppen rykker frem og tilbage.
»Prøv at være lidt mere vrede, når I synger. Det er Green Day! Tænk på, at I kører på skateboard, mens I er sure«, udbryder musiklæreren.
Politiken møder Denni Tach i anledning af, at han har vundet en særpris i kategorien ungdomsuddannelser.
»Denni har fundet nogle meget relevante måder at involvere FGU-eleverne i at løse opgaver på i lokalsamfundet, som gør, at eleverne både lærer noget og samtidig får en oplevelse af at skabe værdi for andre«, lyder begrundelsen for prisen fra Camilla Hutters, der er medlem af fagpanelet og leder ved Nationalt Center for Erhvervspædagogik.
FAKTA
Politikens
Undervisningspris 2024
Personlige sejre
Korsanger Mette Schäfer på 16 år ser frem til at optræde og glæder sig til at give børn og personale en god dag. Men den kommende rockkoncert i børnehaven bliver ikke blot en hyggelig oplevelse. Det er også et konkret bevis for hende selv på, hvor langt hun har rykket sig på få år.
Sine sidste to år af folkeskolen gik Mette Schäfer ikke i skole, men lå hjemme på værelset. Hun var derfor spændt på at starte på FGU efter en lang pause:
»Denni har sørget for, at det lige siden første dag har været fedt at komme i skole, og gjort, at man virkelig føler sig velkommen«.
Mette Schäfer har social angst, som gør, at hun kan have svært med at skulle optræde eller snakke med mange mennesker.
»Men efter jeg er startet her og har følt mig så tryg, er det blevet meget bedre«, siger hun.
Derfor tror hun også, at det bliver en god oplevelse at optræde:
»For jeg kommer til at stå på en scene med folk, jeg stoler på«.
Musikundervisningen er ikke stramt styret, men mere løs. Det er sådan, musiklæreren foretrækker det. Hvornår lektionen præcis slutter i dag, ved de ikke.
»Vi plejer at spille, indtil vi ikke kan mere, eller det bliver for varmt i lokalet«, siger Denni Tach.
Hvis eleverne undervejs har brug for en pause, tager de bare fem minutter, og man får ikke skældud, hvis man kommer en smule for sent.
»Så længe man bare laver den opgave, han har stillet, og ikke slasker, så er han til at tale med om de fleste ting«, siger 21-årige Olivia Løvgreen, der spiller trommer.
Mennesket i fokus
Både i og uden for arbejdstid ringer Denni Tach til eleverne – eller de ringer til ham. Han taler med dem om personlige problemstillinger, men hjælper dem også med noget så lavpraktisk som transport. For der går ikke særlig mange busser på øen. Én afgang til skolen om morgenen og en om eftermiddagen.
»Så vi har en aftale om, at hvis man ikke når sin bus, så ringer man, og så fikser vi det«, siger Denni Tach.
Jeg er sindssygt glad for at være her på grund af eleverne
For man skal ikke blive væk fra skolen en hel dag, bare fordi man er kommet fem minutter for sent til bussen. Derfor er det ikke unormalt, at Denni Tach finder bilnøglerne frem i løbet af en arbejdsdag.
Han er selv vokset op på Lolland, men har boet flere år i København, hvor han uddannede sig til folkeskolelærer. Nu er han vendt tilbage til hjemstavnen, hvor han lidt tilfældigt endte med at blive tilbudt en ledig stilling på FGU.
»Og så har jeg ligesom ikke rigtig kunnet slippe stedet«, siger Denni Tach, der i dag er ansat på femte år som musik-, natur- og matematiklærer. Han tilføjer:
»Jeg er sindssygt glad for at være her på grund af eleverne«.
Selv mener Denni Tach, at han gør sig bedre som lærer på en FGU end på en folkeskole:
»Jeg er bedre til at arbejde med denne her aldersgruppe. Her er mere tid til at gøre ting færdige, og der er plads til forskelligheder. Det handler lige så meget om mennesket som om faget«.
Han er rigtig mange elevers yndlingslærer
For flere elever er FGU et sted, hvor de kan indhente tabte år i folkeskolen, forbedre karakterer eller øve sig i at få en struktur i hverdagen og være sociale.
Den menneskelige tilgang til undervisningen er eleverne glade for:
»Han er rigtig mange elevers yndlingslærer«, siger trommespilleren Olivia Løvgreen, der ser FGU som en mellemlanding.
»Vi er jo mennesker med udfordringer, mange af os. Og det er Denni god til at forstå«.
fortsæt med at læse