Kåre underviser nogle af landets farligste: Mordere og pædofile har også ret til en god lærer

Undervisningsprisen 31. mar. 2018 kl. 06.13

Peter Schøler

Journalist

Emma Sejersen

Fotograf

Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Jens forsøger ivrigt at tiltrække sig Kåre Sletveds opmærksomhed.

»Jeg har fundet en restaurant. 10-4 skumbananer«, halvråber den store fyr i det sorte tøj og med piercinger i øjenbryn og underlæbe.

Han vinker sin lærer over til computeren i det lille klasselokale.

»Kom nu her, Kåre, din terrorist«.

Jens viser begejstret en hjemmeside fra en restaurant i Tivoli frem. Her vil han invitere sin mor og andre fra familien ud på hendes fødselsdag i august, og det kræver planlægning og udgang under opsyn.

Jens har ligesom de andre af Kåre Sletveds voksne elever her på den sikrede specialinstitution Kofoedsminde i Rødby en dom på ubestemt tid for særlig farlig kriminalitet.

De har begået mord, voldtægt, overgreb mod børn eller sat ild til huse.

De er erklæret mentalt udviklingshæmmede, og de har alle papir på, at de er så farlige for andre, at de skal blive bag de meterhøje pigtrådshegn i Kofoedminde, der er den eneste institution af sin slags i Danmark.

»Hvad skal det der glutenfri betyde?«, spørger Jens sin lærer.

Han kommer i skolen på Kofoedsminde i tre og en halv time hver tirsdag formiddag. Kåre Sletved hjælper typisk Jens med computerrelaterede ting som at få styr på pengesager via netbank eller at bestille bord på en restaurant, til han skal på ledsaget udgang.

Andre elever får undervisning i dansk og matematik eller terper teori til en køreprøve. Og så hygger de sig med en slikskål på bordet og musik i radioen.

Mette og Morten er færdige med at spille bogstavspillet Børne Alfabet. Nu vil Mette gerne spille 500.

»Og du skal være med, Kåre«, siger hun til sin lærer.

Mette er en fysisk stor kvinde i lilla joggingtøj og et langt liv i institutionsverdenen bag sig. Hun »kom til at lave noget lort«, siger hun, men vil helst ikke have, at vi skriver mere om det.

»15 gode«, tæller Mette op efter det første spil kort, der hurtigt skal vise sig at blive en lang ydmygelse af Kåre Sletved.

Livskvalitet

Den 66-årige lærer i dansk, matematik og almindelig livsduelighed har 40 år i skolevæsnet bag sig. I mange år var han folkeskolelærer på den nu nedlagte Havneskolen i Rødby, men i 2004 rykkede han over til naboerne på Kofoedsminde. 1. april går han på pension.

Nogle af hans elever på den sikrede institution har været med hele vejen, andre er kommet til. Og så er der dem, der blev sluset ud på et bosted, men er kommet tilbage, fordi de igen har skadet andre.

Niveauet i skolen er lavt. Men det giver mening for eleverne, og derfor giver det også mening for Kåre Sletved.

»Jeg har nogle, der er gået fra ikke at kunne tælle til 20 og til nu at kunne gå hen og handle i Rema og have fuldstændig styr på, hvad man skal betale«, siger Kåre Sletved.

»Det at kunne magte det, som alle normale kan, er en meget vigtig ting. Det giver livskvalitet, og det er drivkraften. At give dem noget livskvalitet og gøre dem bedre til at magte deres egen livssituation«, siger læreren.

Det lykkes langtfra for alle, men for nogle tegner der sig et håb forude, som kan give motivation i en ellers udsigtsløs tilværelse.

»Målet er, at de skal forbedre sig så meget, at de ikke behøver at være her mere. Det kommer nok ikke til at ske for dem alle sammen, men håbet om, at man kan forbedre sin livssituation, det skal de have. Og det gør dem også mindre farlige, fordi de bliver mindre frustrerede«, siger Kåre Sletved.

Musik til rubinbrylluppet

Skolen på Kofoedsminde er indrettet med tre små lokaler i et mindre, rødt hus midt i det store indhegnede område. På den anden side af gangen i huset ligger musikskolen.

Kim har været Kåre Sletveds elev igennem en årrække, og så er han med i bandet Stjernerne.

»Den dag, jeg rejser, får de et problem, for det er mig, der er forsanger i Stjernerne«, siger Kim og skynder sig så at tilføje:

»Men jeg har nu ikke planer om at skulle af sted«.

Den 57-årige mand har en sort kedeldragt på og en sort Kandis T-shirt. På hans venstre arm står tatoveret ’I love you’, på den højre står der ’Smukke Kim’ over hans fødselsdato. Han tripper til rytmen med sandalerne, mens musiklæreren Ole Heden lader lyden af John Mogensen flyde fra synthesizeren

»Du ser mig, når jeg kommer, kærlig hilsen Anne-Marie«, synger Kim ind i mikrofonen.

Stjernerne har spillet sammen med Jacob Haugaard, de har spillet som opvarmning for Kandis flere gange, og så spillede de til Kåre Sletveds rubinbryllup. Her holdt Kim også en tale til sin lærer. Han har været på Kofoedsminde længere end Kåre Sletved.

»Kim er en af dem, hvor jeg har set, at det kunne nytte. Vi startede med at læse og skrive, fordi han gerne ville skrive sange ned og skrive taler. Dem har han holdt rigtig mange af«, siger Kåre Sletved.

Siden satte de sig nye mål, for Kim havde et brændende ønske.

»Han ville gerne have lov til at råbe op ved det årlige bankospil til jul, og det kunne han jo ikke, når han kun kunne tælle til 20. Så måtte vi lære nogle flere tal, og så fik vi lært dem alle sammen op til ’Gamle Ole’. Nu mestrer han tallene op til 1.000«, siger Kåre Sletved.

»En god kammerat«

Når vi besøger Kåre Sletved og hans elever på Kofoedsminde, skyldes det, at læreren er indstillet til Politikens Undervisningspris.

Typisk er det elever, forældre og kollegaer, som indstiller til undervisningsprisen, der hvert år præmierer engagerede lærere landet over. Men i Kåre Sletveds tilfælde forholder det sig noget anderledes. Det er hans datter, der har sendt indstillingen. Hun begrunder det blandt andet med, at eleverne på et sted som Kofoedsminde formentlig ikke kender det store til en lærerpris fra en avis i København. Og selv hvis de gjorde, ville det være vanskeligt for dem at sende en indstilling.

Kåre Sletveds datter har ret i, at læreren har betydet meget for sine elever igennem årene. Både fagligt og personligt. Hvis man spørger eleverne, svarer de bekræftende i korte sætninger. Han er »en god kammerat«, »ham kan jeg godt lide«, »han er god nok«, lyder det.

Det er adelsmærker på et sted, hvor tryghed og hjertevarme holder det indre kaos i skak.

Ifølge forstanderen på Kofoedsminde, Kay Jokil, har Kåre Sletved nogle grundværdier, der er afgørende i funktionen som lærer for nogle mennesker, der ofte føler sig låst i et ingenmandsland.

»Han har en meget høj personlig og faglig integritet. Hans grundindstilling er, at de også er mennesker. Han har lune og humor, og selv med sin afdæmpede facon formår han at sætte sig igennem«, siger forstanderen.

Kåre Sletved mener selv, at han på Kofoedsminde forsøger at gøre det samme, som han gjorde i sine mange år som folkeskolelærer.

»Det handler om at være et forbillede som menneske«, siger han.

Og så er der selvfølgelig de afgrundsdybe forskelle.

»Noget af det bedste ved at undervise børn er, at det giver livsglæde og tro på fremtiden, hvilket ikke er tilfældet, hvis man tænker for meget over arbejdet på Kofoedsminde. Men på Kofoedsminde tænder vi et lys i tilværelsen for nogle af samfundets svageste«.

De skyder os

I skolestuen er Kåre Sletved kommet mere end 200 point bagefter Mette og Morten i kortspillet 500. Med jævne mellemrum går døren til musikskolen op som et låg til den danske sangskat. ’Hjem til Aarhus’. ’Avenuen’. ’Den røde tråd’.

Jens er stadig i gang ved computeren.

»Koster det 110 kroner at komme ind i Tivoli?«, spørger han.

Mette fortæller, at hun gerne vil flytte ud til et mindre bosted. Kofoedsminde er alt for stort, mener hun. Morten drømmer om sit eget landbrug med køer. Jens kunne måske arbejde med fragt som tidligere. Men det er svært.

Hvert andet år tager en dommer de indsatte beboeres situation op til vurdering. Hvis der er klare tegn på forbedringer, kan de blive sluset ud i samfundet. Men ofte får beboerne at vide, at de stadig vurderes for farlige til et liv uden høje hegn og mandsopdækning.

Det skaber spændinger og frustration.

En mand midt i 30’erne med sort kasket og arbejdstøj kommer ind i skolestuen. Han er vred.

»Det er fuldstændig spild af tid at tage kørekort, når man er på den lukkede«, siger manden.

Han slynger en række uhyrligheder ud. Han påstår, at de ansatte på et tidspunkt tager de indsatte med ud på en stol bagved og skyder dem i hovedet. Sådan går det, mener han. Kåre Sletved ændrer sit hjertelige toneleje til et mere bestemt.

»Det synes jeg ikke, at du kan være bekendt at sige«, lyder det roligt.

Den opildnede mand får pulsen lidt ned. Det var jo heller ikke Kåre, han talte om, siger han.

Kåre Sletved har kun følt sig truet få gange i sin tid på Kofoedsminde. På et tidspunkt blev han lidt beklemt, da en elev kastede sin ubetingede kærlighed på ham. Hun havde tidligere forsøgt at myrde pædagoger, der havde skuffet hende. Han tog sine forholdsregler, undlod at kramme i en lang periode, og forelskelsen gik over.

Kåre Sletved er bevidst om, at hans elever har gjort modbydelige ting mod børn, slået mennesker ihjel og ødelagt familier. Men i mødet med eleverne fylder det intet.

»Jeg tænker over, hvad de har gjort, i forhold til hvordan jeg kan påvirke dem til at få en bedre moral«, siger Kåre Sletved.

»Eleven skal føle sig tryg og respekteret som menneske i min undervisning«.

I ugen op til påske holdt Kåre Sletved sin afskedsreception efter 14 år på Kofoedsminde og 40 års lærergerning i alt.

På Kofoedsminde var ansatte og beboere samlet i cafeen til brunch, fællessang og banko. Kim og Morten råbte tallene op sammen med en af de få af Kåre Sletveds elever, der er domsfri og derfor lever ude i virkeligheden. Og så holdt Kim naturligvis også en tale.

’Jens’, ’Mette’ og ’Morten’ ønsker ikke deres rigtige navne frem. Kim medvirker med eget fornavn. Efter aftale med ledelsen på Kofoedsminde fremgår beboernes ansigter ikke af billederne.