Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Sociologen Linn Stalsberg har skrevet en bog med den skræmmende titel 'Er jeg fri nå? Tidsklemte damer i verdens beste land'.
Foto: PR-foto/Aschehoug

Sociologen Linn Stalsberg har skrevet en bog med den skræmmende titel 'Er jeg fri nå? Tidsklemte damer i verdens beste land'.

BoB
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Hamsterhjul til salg

Vi frygter, at den feministiske drøm om frihed og lighed forvandler sig til et liberalistisk forbrugsmareridt

BoB
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

»Kierkegaard skrev allerede for 200 år siden om angst og menneskesindet, at der altid har været og vil være elendighed til. Ikke desto mindre er det mit og mange kollegers klare indtryk, at mange mennesker er under et anderledes og større pres end set tidligere«.
Cand.psych. og praktiserende psykolog Nina Werner. Politiken 1.2.2014

Den norske sociolog Linn Stalsberg har netop skrevet en bog med den skræmmende titel ’Er jeg fri nå? Tidsklemte damer i verdens beste land’.

Vi skimmede den nervøst. For hvordan kan man sætte frihedsbegrebet i samme sætning som kvinder og tid?

Det er jo netop dét, vi ikke har – tid til at læse en analyse. Friheden til at læse den er der også kun, hvis vi tilsidesætter andres behov.

Verdens bedste land er ikke kun Norge. Den nye, nordiske lykke gror også i Danmark blandt de ligestillede og frie. Frihed, lighed og broderskab hænger sammen, ved vi, og det står på euroen.

Og vi skal være glade, for der er nogle medmennesker i nærheden, der har det meget, meget værre.

LÆS KRONIK

Men vi er ikke frie, for vi har ingen tid.

Mangel på tid er killer nummer 1 for den postmoderne kvinde. Dét vi lykkelige kvinder kan nå, kan stå i en facebookopdatering. Et par hundrede tegn, og vi er videre i programmet.

Vi har ikke engang tid til at læse kommentarsporet, hvor folk går amok over, at vi mener noget om andre menneskers rettigheder og vilkår.

Vi har fået kierkegaardsk grundangst. For at stoppe op og finde mening med friheden. I stedet lapper vi skaderne fra vores dyrt betalte livsstil til den dag, der kommer overlap.

Vi frygter, at Stalsberg sætter dynamit under vores eksistensgrundlag; at den feministiske drøm om frihed og lighed har forvandlet sig til et liberalistisk forbrugsmareridt fra helvede.

Holy husmor, tænker vi, og løfter nederdelen for at se, om vi overhovedet har tøj på inden under? Pyha, joh, men de trusser krævede endnu en lånomlægning.

Tilværelsen er mere ulidelig, end de sagde.

Ikke at vi mangler noget. Bevares.

Lige bortset fra tid og sjælefred. Det at være frie og uafhængige til at arbejde med 120 km i timen, og få et nervøst sammenbrud, har vi klaret fantastisk.

Men hvad nu hvis det hele viser sig at være en narrehat fra 70’erne, som er gået af mode?

Og hvad er alternativet til det frie og lige liv, som vi har brugt generationer på at opnå rettighederne til?

Er det et liv, hvor vi giver storbyen fingeren for et økokollektiv på Lars Tyndskids marker? Hvem skal så få hjulene til at dreje rundt? Og hvem skal så hjælpe kvinder i nød?

Skal BoB kravle ned fra piedestalen og sælge det feministiske arvesølv for et liv i mulden? Never.

Vi trøster os med, at BoB allerede er et kollektiv.

Vi deler navn, køn, løn, hårfarve, vrede, angst og avis. Vi har også noget familie, men er så pressede, at vi ikke lige kan huske, hvad de hedder.

I vores rigtige, meget vigtige job forventer nogen, at vi følger med i ministerrokader døgnet rundt. I vores fritid forventer andre, at vi stiller op til debatarrangementer uden bagkant for dårlig vin. Og derhjemme hober forventningerne sig op i ungerne og i hr. Mand.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Undskyld, men ved De, hvor Mellemvejen ligger? Vi kan i hvert fald ikke finde den på kortet. Nå, er den sløjfet? Men vi sætter da bare livet over på 90 grader igen, vasker tvivlen hvid og trøster os med, at vi ikke har tid til læse bogen til ende.

Men det nager. For måske er frihed kun et andet ord for ikke at have mere at miste.

Inderst inde har vi fået nok af at skulle stå på mål for vores egne og omverdenens alt for store forventninger. Vi vil have tid til at være de åndssvage tøser, vi også er, tid til at strunte i pligter, falde i feltet og være en totalt kikset ny nordisk husmoder og udearbejdende kvinde kogt i samme fond.

Vi vil have tid, frihed og lighed til at læse en bog.

Derefter skal vi nok spørge os selv, hinanden og politikerne, om der er noget, vi skal gøre anderledes.

For eksempel at revidere målene for vækst, både som kvinde, borger og samfund.

Sommetider når man hurtigere derhen, hvis man sætter farten ned.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden