Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Kritik. Mette Bom og Nanna Kalinka Bjerke kaster et feministisk blik på ugens begivenheder.
Foto: SIMON FALS

Kritik. Mette Bom og Nanna Kalinka Bjerke kaster et feministisk blik på ugens begivenheder.

BoB
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Bom og Bjerke Det er nemt at være venlig

Vi dræber jer med kærlighed.

BoB
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Er det et vattæppe eller en luftmadras? Pernille Rosenkrantz-Theil var pakket ind i det, der må betegnes som aftenens hæslighed par excellence, da hun ankom til regentparrets selskab på Christiansborg Slot. Det koralfarvede stykke 'bobleplast' gjorde absolut intet godt for den 37-årige socialdemokrat, der ellers havde dullet 'betonlebbe-lokkerne' op til narrestreger og garneret looket med sorte negle og matchende accessories.

BT’s royale reportage fra hofballet på Christiansborg Slot d 13.marts 2014.

Jeres udsendte feminister har længe ledt efter den forsvundne kode til det gode liv. Hvad var det nu, vi manglede, og vores sind længtes efter? Hvilken verden drømte vi om?

Vi har egentlig altid kunnet lide venlighed, anstændighed og respekt. Vi har troet på det gode, forsaget det onde. Men forleden, da vi vågnede i vores doucefarvede elfenbenstårn, forstod vi, at vi måske har mistet det hele.

I de medier, som bryster sig af at være sociale, har kvinder nemlig fået en på hatten de sidste par uger. Det offentlige rum har svaret igen på vores blotte eksistens under dække af at kalde det journalistik og kritik. Uanset hvad det var, var det ikke venligt.

Når en kvindelig politikers udseende kan afstedkomme sådan misogyni af værste skuffe, så har vi mistet noget.

Det, som begyndte så uskyldigt med et hofbal på slottet, hvor landets politikere tro mod konceptet havde fået lidt blåt på øjnene og var krøbet i de helt store skrud, var i den lille lavbenede, gnavne og misundelige tabloidavis’ spalter blevet til indre ondskab, forklædt som en slags x-faktor-dommermentalitet, hvor læserne opfordres til at være med i mobningen:

»Se alle billederne her af de bedste og værste munderinger«. »Klik videre og se«. Dvæl ved det. Bór i det. Ja, luft du bare din indre svinehund her. Uden at samle lorten op.

Vi var ellers i ret godt humør inden. Over livet og foråret, fulde af håb. Men ingen af os havde åbenbart sovet godt eller taget overskuddet og spenderbukserne på sig. BT’s homofobiske opkast var desværre ikke blot en enlig smålig finke af fadet. Hele ugen gik amok.

Vi læste, at unge piger sulter og skærer i sig selv over de mange billeder og lovende opdateringer, de ser på Facebook. De får troldebeskeder i deres indbakker og i kommentarspor, så de mister livslysten. De ved godt, at det hele er forskruet, men kan alligevel ikke slippe fornemmelsen af at være forkerte, malplacerede.

I et andet hjørne af ’fjæsen’ kogte det over, fordi en kvindelig skribent havde samlet en liste over 150 af dem, hun mente var de bedste kvindelige kommunikatører.

Listen skulle tjene til inspiration for alle dem, som aldrig »kan finde en kvinde« til debatarrangementer, som ekspertkilder i medierne etc. Man kan mene, hvad man vil om den liste, men man kan kun mene én ting om mange af kommentarerne. De var maligne.

Et tredje forstemmende slag fra under JBS-underbuksekanten var nærværende avis’ egen anmeldelse af sociolog Emilia van Hauens nye selvhjælpsbog, hvor anmelderen (16.3.) forlyster sig med en nedgørende tirade rettet mestendels imod forfatterens person, køn og fremtoning:

»Helt så højt til loftet er der nu ikke hos den fra medierne velkendte debattør, nytårstalekommentator og trendspotter Emilia van Hauen, som fra omslaget af sin nye bog byder læserne velkommen med postkasserøde læber og et par blanke stiletter krænget jovialt af de bare tæer«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Herre Jemini. Er vi ikke kommet længere? Det er, som om landets lovpriste image ’Nordic cool’ har forvandlet sig fra et fang selv østers- og tangdækket Piet Hein-spisebord til sort is i blodet på nationens journalister og meningsdannere.

Og når vi hænger og dingler i træet og prøver at komme vores medsøstre til undsætning med videnskabelige EU-undersøgelser, der dokumenterer, at 52 pct. af de danske kvinder har oplevet kønsrelateret vold eller chikane, og at Danmark er kvindehadende nation nr. 1, siger de, at eksperterne tager fejl, og at vi ikke skal stikke vores store røv frem i klaskehøjde, hvis vi ikke kan tåle mosten.

Kvindelige debattører kryber i flyverskjul et par dage efter den slags. Det er sikkert også troldenes hensigt.

Måske handler det mistede om, at BoB ikke længere kan mærke sig selv, og at vi må generobre titlen som de sidste mohikanere. Vi tager drømmefangeren og fredspiben ud af skabet. Og dræber jer med kærlighed. For at kunne tro på noget og på nogen. Igen.

Så hvis du også vil være så venlig, så vær det endelig, og så kan vi måske danse en pow wow sammen.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden