Sikke et postyr, det vækker, når replikkerne i den offentlige debat pludselig bliver byttet rundt. Rollerne er typisk så indstuderede og fastgroede, at diskussionerne er tæt på at gå i et med tapetet, for det er så nemt at forudsige, hvem der griber hvilke argumenter. Det kan af og til blive et halvkedeligt rollespil. Sådan er det ofte i debatter om skat, boligskatter og også kontanthjælp. Men i onsdags formåede socialrådgivernes formand, Bettina Post, at smide forudsigeligheden over bord - i hvert fald et døgns tid - ved at melde ud, at det kan være i orden at skære i kontanthjælp til unge. LÆS OGSÅSocialrådgivere er klar til lav kontanthjælp »Jeg er som udgangspunkt ikke nogen bannerfører for, at vi skal sætte ydelserne ned. Men jeg kommer heller ikke til at gå ud og slås for, at fuldstændig velfungerende unge mennesker, som kunne gå i gang med en uddannelse, og som egentlig bare går og klør røv, fordi de ikke rigtig gider, skal have en højere ydelse end SU'en. Og det gælder for alle de stærke unge under 30 år«, sagde hun til Jyllands-Posten. Klar tale og et glimrende indspark til den kommende reform af kontanthjælpen, som beskæftigelsesministeren snart går i gang med at forhandle. Der er bunkevis af gode argumenter for, at unge - uden særlige problemer - skal tilskyndes til at tage en uddannelse frem for at hæve kontanthjælp. Det er derfor helt oplagt, at kontanthjælpen for velfungerende unge er på samme niveau som SU'en og ikke en øre højere. Især for deres egen skyld, men også for samfundets. Det er ulogisk, at en velfungerende ung mellem 25 og 30 år kan hæve 10.300 i kontanthjælp, men må nøjes med 5.662 i SU. Det ligner en omvendt gulerod.

Beregninger fra Beskæftigelsesministeriet viser, at en reduktion af kontanthjælpen over for denne gruppe ville øge beskæftigelsen med 2.000 personer og reducere de offentlige udgifter med en halv milliard kroner. Motivationseffekten er allerede testet i 1990'erne under Nyrupregeringen, hvor ledigheden faldt markant for unge under 25, da dagpengesatsen for a-kasse-medlemmer i denne aldersgruppe blev halveret. De unge begyndte i stigende grad at tage en uddannelse. Enhedslisten overraskede til gengæld på ingen måde med nye replikker i den forgangne uge. »Pisk dur ikke«, var partiets reaktion på socialrådgiverformandens udmeldinger. Det nytter ikke at presse, lød argumentationen. Hvorfor kalde det pisk? Når det i virkeligheden handler om at stoppe med at lægge gulerødder ud, der lokker den unge i en forkert retning. Det er unødigt fristende, at der er flere penge i at lave ingenting end i at sætte sig på uddannelsesbænken. Naturligvis er det helt afgørende, at det økonomiske incitament ikke står alene. De unge skal have råd og vejledning, så de foretager de rigtige valg og ikke udsigtsløst sætter sig på en tilfældig skolebænk. LÆS OGSÅBettina Post trækker i land om kontanthjælp
Og det er naturligvis klart, at en lavere kontanthjælp ikke skal ramme den gruppe unge, der har psykiske og sociale problemer, der gør, at de ikke magter en uddannelse. Og naturligvis skal der tages hensyn til unge, der er forsørgere. Det er alene de stærke unge, der aldrig må fristes af veje, hvor det er økonomisk mere fordelagtigt at vælge den kortsigtede løsning frem for at dygtiggøre sig. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd offentliggjorde i onsdags en undersøgelse, der viser, hvor vigtig uddannelse er for unge. Unge, der ikke tager en ungdomsuddannelse, har markant større risiko for at havne langt fra arbejdsmarkedet senere i livet. Risikoen for at være på kontanthjælp i voksenlivet er mere end 10 gange så stor. Mens kun 1,3 procent af de unge, der tager en ungdomsuddannelse, havner på kontanthjælp, bliver 13,5 procent kontanthjælpsmodtagere i den gruppe unge, der aldrig fik taget en ungdomsuddannelse. Inden ugen var omme, var Bettina Post da også banket tilbage til forudsigelige replikker af sine kolleger i Dansk Socialrådgiverforening. Øv, for det er helt afgørende for udviklingen af vores velfærdssamfund, at nogen tør tænke nyt og sætte automatsvarene på pause. Det må aldrig blive en kvalitet, at repræsentanter for organisationer og partier altid skal sige det, vi forventer, de skal sige. Det kan faktisk være progressivt og ansvarligt at have et standpunkt, til man tager et nyt.