Hvis scenerne fra sidste uges politimæssige virkelighed havde indgået i en tv-serie, ville seerne have opfattet scenerne og ordvekslingerne som urealistiske og tendentiøse.
Det ville have lignet et setup fra en tv-instruktør, som alt for fordomsfuldt ville tegne et billede af et politikorps, der hellere dækker over sig selv og hinandens fejl end tager borgeres helt berettigede klager alvorligt. Og man får lyst til at tilføje: Gid det dog bare havde været en politihadende instruktør, der havde foldet sig ud i ekstremerne i sit manuskript. For så kunne man have bevaret sin tillid til, at vi har et politikorps og et klagesystem, der lever op til sit myndighedsansvar. For det er svært at nøjes med bare at ryste på hovedet og tænke: Sikke et klokkefår, statsadvokaten for København, Lise-Lotte Nilas, har været i denne sag. For vi begår alle fejl og håndterer nogle sager smukkere end andre.
