Knap havde Mogens Lykketofts kronik om statsministeren som en "farlig mand" (Politiken, 15.8.2007) set tryksværte, før regeringens tidligere og nuværende spindoktorer og politikere var parat med dommen: Det bliver en boomerang, som vil skade Socialdemokraterne. Mere overraskende var det, at Helle Thorning-Schmidt ikke alene ikke havde is nok i maven til at bakke sin partifælle betingelsesløst op, men allerede efter et par formiddagstimer gav efter for regeringspresset om at undsige Lykketoft og erklære, at hun ikke ville beskrive Fogh som farlig. Substansen i kritikken af Fogh skal jeg ikke beskæftige mig med her, men vende tilbage til i et indlæg senere på ugen – til gengæld kan jeg ikke lade være med at knytte en kommentar til Thorning-Schmidts reaktion. Jeg tror desværre ikke, at en socialdemokratisk statsminister som Thorning-Schmidt fører til de allermest gennemgribende forandringer i humanistisk retning, men socialdemokrater som f.eks. Lykketoft eller Auken har i alle tilfælde politisk kompetence og vingefang, som i det mindste kunne gøre Danmark til en betydeligt mere selvstændig profil end en hvilken som helst Fogh-minister - først og fremmest i udenrigspolitisk henseende. Desværre er der efterhånden langt mellem de tunge socialdemokratiske politikere, og desværre afhænger de sidste profiler ikke "kun" af deres egen kompetence, som f.eks. i tilfældet Lykketoft og Auken, men også af Socialdemokraternes politiske lederskab – og d'Herrer er som bekendt begge ex-formænd. Det er karakteristisk, at Socialdemokraterne vitterlig kunne være en modpol til Foghs regering netop på det miljøpolitiske og udenrigspolitiske område (forudsat, at de fik de pågældende ministerier og et betydeligt albuerum) – hvorimod partiet ikke byder på nævneværdige forbedringer i forhold til samfundets mest trængte grupper, herunder etniske minoriteter, tvangsaktiverede og andre socialt marginaliserede. Her er recepten overordnet identisk med Venstres, ja, faktisk var det Nyrup-regeringen, der først slog ind på denne vej under partnerskabet med Karen Jespersen: Væk med rettigheder og ind med tvang, tvang og atter tvang. Som tidligere nævnt her på bloggen, er det f.eks. Thorning-Schmidts hensigt at tvangsfjerne 50.000-60.000 børn fra socialt marginaliserede familier. Det vil givetvis være noget nær verdensrekord (ca. 4 procent af alle børn i Danmark) og er desuden udtryk for et uhyggeligt statsdiktat, blottet for forståelse for de talrige gråzonefamilier, der vil blive revet uopretteligt itu - og i kontrast til fagekspertisen på området. Samtidig er Socialdemokraternes populistiske kynisme over for muslimer endog (næsten) ikke til at skelne fra Dansk Folkeparti. På disse og en række øvrige punkter er forskellene kosmetiske. Derfor er det kun symptomatisk for partiets vanskelighed ved at fremstå som samlet og potent udfordrer af Fogh, at ét af deres stærkeste kort, personificeret af Lykketofts udenrigspolitiske linje og det skarpe opgør med arven efter Fogh, bliver stækket allerede et par timer efter, at Thorning-Schmidts nervøsitet bryder ud - fordi spin-offensiven mod kritikken af den "farlige Fogh" bliver lidt hektisk.