De forløbne par år er forholdet mellem De Konservative og Dansk Folkeparti blevet stadigt forværret, og en lang række større og mindre skandaler i Dansk Folkeparti har i stigende grad fået partiet til at fremstå lige så uberegneligt, som i partiets første år efter udbruddet fra Fremskridtspartiets kaos. Det gælder bl.a. afsløringen af Louise Freverts racistiske hjemmesideartikler; afsløringen af DFU's sommerlejr-konkurrence om at tegne vulgære Muhammed-karikaturer; DF's eksklusion af en række lokale DF'ere, som åbnede partiet for sympatisører for Dansk Front og DNSB; kvadratmeter-kynisme over for internerede asylansøgere; modstanden mod at lade irakiske tolke få ophold i Danmark; Krarups homofobi, som Kjærsgaard måtte tage afstand fra; Messerschmidts druktur i Tivoli, der kostede en periode uden for døren; Freverts perfide udfald mod Pia Kjærsgaards ledelsesstil m.m. Hvor Dansk Folkeparti i en årrække udnyttede den parlamentariske nøglesituation med strategisk overskud og politisk effektivitet efter valget i 2001, er filmen med andre ord begyndt at knække. Dannelsen af Ny Alliance i maj 2007 og den deraf følgende tumult i Det Radikale Venstre samt Margrethe Vestagers renoncering på statsministerposten har samtidig åbnet mulighederne for et alternativt alliance-spor for VK. Anders Fogh Rasmussen taler nu om kulturel mangfoldighed, øget indvandring, grønne afgifter og skattelettelser. Altså indrømmelser til De Konservative, invitationer til Ny Alliance og De Radikale - og en slet skjult kold skulder til Dansk Folkeparti. Det synes efterhånden også vanskeligt for Dansk Folkeparti at komme længere - stramningerne i udlændingepolitikken har trods alt nået (hvis ikke overskredet) smertegrænsen for De Konservative, men er langtfra tilstrækkelige for DF's ledelse, og endnu mindre får partiets mest anti-muslimske hardlinere (Krarup, Langballe, Camre, Henriksen, Messerschmidt m.fl.). Indvandrer- og flygtningepolitikken er stadig væk et overeksponeret politisk område, omgærdet af moralsk panik, men medmindre der sker noget ekstraordinært, er indvandrer- og flygtningepolitikken muligvis ikke længere tilstrækkeligt til alene at kunne bære en særskilt flanke i dansk politik. En virkeliggørelse af regeringens fokus-skift og fremstrakte hænder til De Radikale og Ny Alliance afhænger naturligvis af, om Dansk Folkeparti rent faktisk mister den parlamentariske nøglerolle, partiet har haft siden 2001 - og selv om de fleste meningsmålinger i de senere måneder også har tydet herpå, kan meget endnu ske inden (og under) valget. Der er som nævnt også fortsat langt til en normaliseret og afbalanceret accept af den multikulturelle samfundsudvikling, der for længst er en realitet, men DF må nu alligevel satse ekstra hårdt på partiets 'socialt ansvarlige' profil for at kunne tage kampen op på andre områder end de nationalistiske mærkesager inden for EU- og udlændingepolitikken. Det korte af det lange er, at hvis DF rent faktisk bliver sat helt eller delvist uden for indflydelse efter næste valg, og hvis de øvrige politiske partier og medierne langsomt begynder at slappe mere af og se mere nuanceret og inkluderende på landets etniske og religiøse minoriteter, træder andre politiske brudflader (endelig) tydeligere frem i lyset igen. I det humanistiske perspektiv, som f.eks. er nærværende blogs udgangspunkt, gælder dette bl.a. opgøret med de rettighedsløse forhold inden for tvangsaktiveringspolitikken og den oversete brutalisering og klientgørelse af socialt marginaliserede i almindelighed, som stedse er blevet forværret under Nyrup- og Fogh-regeringerne; det gælder det generelle fokus på rettighedstab og overvågnings-overgreb; og det gælder fokus på det arbejdshysteriske stress- og forbrugssamfund og dogmet om den evige vækst (herunder de miljøproblemer, der er forbundet hermed). Her er der behov for at blive skåret igennem og sat nye, offensive dagsordener. Hidtil har en voldsomt oppisket indvandrer- og flygtningepolitik fortegnet muligheden for at rejse flere af disse principielle diskussioner med tilstrækkelig gennemslagskraft, eftersom muslimforskrækkelsen har været den altoverskyggende løftestang til terrorpakker, Irak-krig, rettighedsindskrænkning, klientgørelse og en underprioritering af mange andre væsentlige samfundsproblemstillinger. Et Dansk Folkeparti uden den nuværende parlamentariske nøglerolle kunne med andre ord indvarsle et kursskifte, ikke blot i den førte regeringspolitik - her vil det desværre nok være beskedent - men i en kommende oppositions angrebspunkter og muligvis i mobiliseringen af flere udenomsparlamentariske enkeltpersoner, bevægelser og organisationer med betydeligt mere visionære bud på samfundsindretningen end vækst, overforbrug og overarbejde.