Ny Alliance har netop fremlagt partiets længe ventede udspil til en ny skattepolitik, der bl.a. vil fjerne top-, mellem- og bundskatten og indføre en skatteprocent på ca. 40. Hensigten er at få flere i arbejde, hedder det, og derfor vil man øge incitamentet til, at flere kommer ud på arbejdsmarkedet, at flere bliver på arbejdsmarkedet i stedet for at gå på pension eller efterløn, og at flere arbejder længere. Det vil koste ca. 70 milliarder kroner, som forslagets arkitekt, Anders Samuelsen imidlertid mener kommer hjem igen, bl.a. ved at lade de højtlønnede betale deres egen efterløn, fjerne fradraget for arbejdsmarkedsbidraget, øge erhvervslivets energiafgifter en anelse - og som afledt effekt af mere gang i hjulene. Konkurrerende partier vil stå i kø for at betvivle de samfundsøkonomiske sammenhænge og forudsætningernes holdbarhed, og en række kommentatorer vil sikkert angribe det taktisk problematiske i et udspil, der kaster yderligere milliarder i grams til de højstlønnede end selv De Konservative for få dage siden. Her skal jeg begrænse mig til kun at nævne ét forhold: Det er åbenbart blevet en ubetvivlelig selvfølge i dansk politik, at alt, det hele handler om, er at arbejde og atter arbejde. Fra morgen til aften. Fra ungdommen til graven. Gad vide, om der slet ikke findes vælgere, der kunne finde på at spørge sig selv, om ikke politikere har (eller burde have) andet at byde på end mindre fritid, mindre orlov, mindre fleksibilitet og mindre frihed? Kunne man slet ikke overveje, om det var på tide at få spiralen til at gå i den anden retning? Om forbrugsræsets acceleration nødvendigvis er det eneste saliggørende, og om ressource-overforbruget overhovedet er bæredygtigt ret meget længere? Om ikke familier i forvejen er rigeligt i opbrud og får rigeligt stress af arbejdshysteriet? For slet ikke at nævne grotesk stress-strategi, løntrykkeri, tvangsidiotiske pseudo-kurser og patroniserende klientgørelse af mennesker uden for arbejdsmarkedet (der for manges vedkommende slet ikke kan klare et lønarbejde, eller ikke kan klare ret mange timer om ugen), hvilket kun understøtter de arbejdsløses rettighedsunderskud og stimulerer den i forvejen stress-fremkaldende og familie-splittende arbejdsmani. Det korte af det lange er: Danmark er hovedrigt - problemet er ikke at piske forbrugsræset yderligere i vejret, men at sætte det ned og fokusere mere på bedre fordelingspolitik, øget arbejdsfleksibilitet, øget fritid og øget frihed. Mere fritid og flere orlovsmuligheder kan jo også i sig selv betyde, at flere får et bedre arbejdsliv, ikke mindst i servicesektoren, hvor der også er behov for større menneskeligt overskud, ikke udpinte arbejdsnarkomaner. Ikke alene er der andre måder at hente ekstra arbejdskraft på end ved at give yderligere gaver til de højstlønnede og yderligere incitament til arbejdsnarkomani - der er i allerhøjeste grad også behov for at turde betvivle, om den opskruede vækstspiral overhovedet er bæredygtig. Og om der virkelig slet ikke er andre formål med tilværelsen end lønarbejde?