Jyllands-Postens kulturredaktør, Flemming Rose fik som bekendt ikke Cavling-prisen for at have stået bag Jyllands-Postens Muhammed-karikaturer og avisens krav om, at muslimerne i Danmark skal finde sig i »hån, spot og latterliggørelse«. Men så kan Jyllands-Posten naturligvis selv hædre deres egen kulturredaktør, og det bliver han så for anden gang i år, idet han netop er blevet tildelt avisens egen Laust Jensen-pris (opkaldt efter en tidligere, nu afdød chefredaktør). Første gang, Flemming Rose fik en hæderspris i år, var også indirekte af JP - eller rettere fra den af Jyllands-Posten finansierede forening, Trykkefrihedsselskabet, der er en forsamling af dedikerede islamofober med konspirationsteoretikeren Lars Hedegaard i spidsen. Det var den såkaldte Sappho-pris, som selskabet hædrede kulturredaktøren med. Ekstra Bladets satiriske bagsideskribent, Jeppesen, sammenlignede dengang prisuddelingen med et offentligt jubilæumsmøde i Den Danske Forening - begge steder blev der angiveligt talt meget om den nødvendige »modstandsbevægelse« mod islamiseringen af Danmark. Hos Trykkefrihedsselskabet var den afgørende tilføjelse ytringsfrihed. Det var så atter pointen i går - denne gang dog også helt officielt i JP's eget regi. I dommerkomiteen sad Sven Bedsted fra Jyllands-Postens Fond og Jyllands-Postens ansvarshavende chefredaktør, Carsten Juste, og det kan så næppe undre, at prisen gik til en kulturredaktør - fra Jyllands-Posten. Carsten Juste sagde i sin begrundelse for prisuddelingen bl.a.: »Under dramatiske omstændigheder og under udfoldelse af stort personligt mod har Flemming Rose formået at fastholde og udbrede Muhammed-krisens reelle indhold og perspektiv.« (JP, 28.7.2007). Det er ordene »reelle indhold og perspektiv«, som må vække forundring her. Hvis der er noget, der har kendetegnet Jyllands-Postens position, er det det kollektive hukommelsestab, ifølge hvilket hele aktionen på ingen måde var rettet mod muslimer. Til trods for, at der ved siden af Roses erklæring var 12 karikaturer af muslimernes profet - heraf tre-fire regulært propagandistiske - en halv avisforside med en af disse, samt en hel avisleder, der groft generaliserende fordømte alle danske talspersoner med muslimsk baggrund. Men nej, der var ikke tale om, at hånen og spotten og latterliggørelsen var ensidigt rettet mod muslimer, for Rose havde jo skrevet, at »man« skal finde sig i hån, spot og latterliggørelse. At denne bortforklaring kræver en total fortrængning af hele konteksten, er med andre ord indlysende. Men tilbage til ytringsfriheden. Sagen er den, at et forsvindende fåtal af de hjemlige kritikere af Jyllands-Postens aktion anfægtede avisens ytringsfrihed eller dens ret til at bringe karikaturerne, ligsom man af indlysende grunde tog den skarpeste afstand fra trusler mod avisen og avisens medarbejdere. Det, kritikken derimod gik på, var, at ytringsfriheden her blev misbrugt i mere eller mindre propagandistisk øjemed, ensidigt rettet mod muslimerne i Danmark, og at de værste af kariakturerne (blandt de almindelige vittighedstegninger) var fuldt ud sammenlignelige med antisemitiske karikaturer, hvis historiske betydning for især den nazistiske propaganda er velkendt. Dette betyder selvsagt ikke, at JP dermed også bliver gjort til en nazistisk avis, eller at JP's islamofobiske linje i øvrigt ligefrem er på niveau med nazisternes antisemitisme - men det gør ikke visse af karikaturerne mindre sammenlignelige med antisemitismens dæmoniserende billedpropaganda, og det gør konteksten og det almene islamofobiske debatklima i Danmark til en afgørende kulisse for hele foretagendet. Men JP valgte at skyde kritikerne i skoene, at det var retten til ytringsfriheden, der blev undsagt, fordi det ville være betydeligt mere problematisk for avisen at forholde sig til den reelle kritik - at det var en propagandistisk misbrug af ytringsfriheden, der blev kritiseret - ikke retten hertil. Hele sagen har endvidere skabt en sådan præcedens, at totalitære ekstremister som Irans præsident, Mahoud Ahmadinejad nu kan bruge enhver tegning-sag som løftestang for at gavne sin egen propaganda. Bortset herfra er diverse priser såmænd Rose vel undt som et plaster på såret over at blive udsat for et grotesk pres fra islamistiske fanatikere. Men det er en anden begrundelse end Carsten Justes.