Muhammed som hund? Stort. Kunsthistorien er ligesom ikke længere den samme, vel? Det har med rette vakt nogen opsigt, at den svenske kunstner Lars Vilks ikke fik Muhammed-karikaturer udtillet med henvisning til manglende sikkerhed. Det bør ikke være en rimelig grund i et retssamfund. Han burde have fået afslag, fordi de er udtryk for et infantilt, selvsmagende og selviscenesættende stunt. Nu er det så en nyhedshistorie, og derfor er det heller ikke odiøst, at aviser har bragt Vilks tegninger - ellers kunne vi ikke vide, hvad sagen drejede sig om. Vilks forklaring om, at der skal være plads til at »kritisere islam« er om muligt endnu mere imbecil end hans tegninger. Som om der ikke var plads til dét? Islam bliver kritiseret og diskuteret mere end nogen anden religion. I Danmark bliver islam og muslimer endog dæmoniseret i en grad, der grænser til det propagandistiske. Hvis offentliggørelsen af Muhammed som hund er stor og relevant »islam-kritik«, er »pik og kusse« skrevet på en toiletvæg relevant samfundskritik. Vilks' subtile kreativitet og kritik bliver ikke mindre infantil af, at han også har tegnet en jøde-karikatur, fordi han skulle bevise over for en journalist, at han også kan fornærme jøder. Teksten til tegningen lyder: »Moderne kapitalistmæt jødeso på vej ud for med trynen at rode rundt i nogle fredelige landsbyer.« (Jf. Netavisen 180Grader, 31.12.2007). Flot. Den var så skriblet ned i forbifarten - ville han også lancere en udstilling hermed? Nej, muslimforskrækkelsen skal først bære ham frem, så kommer pseudoforklaringerne bagefter. Hvordan sagen vil udvikle sig internationalt, er for tidligt at sige definitivt - men den svenske islamforsker Jan Hjärpe påpeger en væsentlig forskel fra den svenske sag til den danske: »Den danske statsminister opførte sig stupidt, og det skete i en meget anspændt politisk situation.« (Politiken.dk, 29.8.2007). Selv Irans uberegnelige præsident, der fremturer i vilde zionistiske konspirationsteorier, har senest bagatelliseret offentliggørelsen: »En mindre avis har begået en dum fejltagelse, og jeg er sikker på, at det svenske folk er imod fornærmelserne mod den hellige profet. Emnet skal ikke overdrives.« (Ritzau, 29.8.2007). Imens står Vilks fast på sit værks principielle betydning: »Et kunstværk, der afsøger grænserne for, hvad der er tilladt i kunstens verden. Det blev pludselig et principielt spørgsmål.« (Netavisen 180Grader, 31.8.2007). Hvis dét er argumentet, kunne vi jo passende genudgive nazisternes propaganda-avis Der Stürmer og udstille det hele på kunstmuseet Aros. Eller tegne paven i færd med at forgribe sig seksuelt på en lille dreng og udstille det på Louisiana? Eller smøre en altertavle ind i afføring? Det ville »afsøge grænserne« for det tilladelige - et fantastisk visionært kunstsyn, ikke sandt? Muslimerne gør selvfølgelig ret i at protestere ved fredelige demonstrationer og kritisere Vilks - men derudover bør de trække på skulderen, hvilket det altovervældende flertal naturligvis også gør. Ekstremisternes brøkdele, der reagerer med trusler og flagafbrændinger er udtryk for hysterisk idioti, der kun gavner Vilks platte provokation.